Dagene efter 01

De er her alle sammen, lige her på terrassen, den store dejlige terrasse i sommerhuset, som Steffen fik lavet sidste sommer. Sønnerne, svigerdøtrene, børnebørnene er her. Tæt sammen om vores fælles tab. Vores mand, far, svigerfar og farfar. Børnene leger, foråret er blegt, knopperne er spæde, lige på vej til at folde sig ud, fuglene synger og her er så smukt. Han ville have elsket at være her sammen med os, det var jo egentlig også planen, men kroppen kunne ikke længere og nu svæver han et sted over os.

De er her alle sammen, lige her på terrassen, den store nye, fine og dejlige terrasse i sommerhuset, som Steffen fik lavet sidste sommer. Sønnerne, svigerdøtrene, børnebørnene er her. Tæt sammen om vores fælles tab. Vores mand, far, svigerfar og farfar. Børnene leger, foråret er blegt, knopperne er spæde, lige på vej til at folde sig ud, fuglene synger og her er så smukt. Han ville have elsket at være her sammen med os, det var jo egentlig også planen, men kroppen kunne ikke længere og nu svæver han et sted over os.

Sønnerne ligger på gulvet og kaster den grinende baby mellem sig, det er dejligt at mærke deres glæde over livet.

Zoe på 7 snakker med sin mor, hun synes de voksne er mærkelige når de græder, alt er ikke som det plejer. Hun savner sin farfar og almindeligheden.

Bagefter går vi en tur med babyen i klapvognen og den 7 årige øver sig i at cykle, hun har godt greb om det, lige indtil hun falder og tårerne får frit løb.

Dagen efter tager vi ind til byen, vi skal tale med ceremonimesteren fra Humanistisk Samfund om bisættelsen, han skal skrive en tale og få det hele til at glide. Han er dygtig, rolig og kompetent. Det føles godt at lægge det hele i hans hænder. Vi møder også bedemanden, der respekterer vores ønske om en simpel ceremoni i kapellet på Vestre Kirkegård.

Steffens død har jeg annonceret på facebook, og væltes omkuld af alle de reaktioner, der kommer fra nær og fjern. Vennerne ringer, hans tidligere kolleger sender sms’er med hilsner og blomsterne vælter ind. Hver gang jeg kommer tilbage i lejligheden, står der en ny buket, blomsternes farver, dufte og de søde ord lyser op i lejligheden.

Jeg er rastløs, kan ikke finde ud af at være alene, men kan heller ikke finde ud af at være sammen med andre. Min ældste søn, svigerdatteren og barnebarnet bor hos mig, det føles trygt, samtidig med det er overvældende. Jeg går rundt som i en drøm, glemmer det halve, nogle gange er det som at være en fisk under vandet, jeg hører folks stemmer utydeligt, kan se de bevæger munden. Hvad siger de egentlig, er det noget jeg skal tage stilling til, eller kan de andre klare det? Der er så mange ting, jeg skal forholde mig til. Kan jeg ikke bare få lov til at være i fred? Blive i min boble.

Mærkeligt. Han var syg så lang tid, vi vidste det ville ske, i den sidste tid vidste vi, at nu sker det snart. Alligevel er jeg i chok, kan ikke fatte, at nu er det sket, det vi har frygtet så længe. Jeg kan ikke tage det ind, det er som om der er en mur, der ikke tillader kendsgerningen at trænge ind – hverken i hovedet eller kroppen. Al rationalitet er væk, jeg er væk og prøver at finde ham, at finde ro, at finde mig selv.