Bisættelsen 02

Steffen døde i påsken – på langfredag af alle dage – så vi taler med bedemanden lige efter påsken. Steffen var ikke medlem af folkekirken og vil gerne at Humanistisk Samfund står for ceremonien. Eller rettere, jeg vil ikke stå for det alene, ser for mig hvordan det hele går i fisk. Derfor er vi blevet enige om en anden løsning.  Jeg kontakter ceremonimesteren og jeg føler det er i trygge hænder. Derefter følger nogle dage med små og store spørgsmål, ting, der skal koordineres og beslutninger, der skal træffes: Skal han have noget med i kisten, hvad skal der ske med asken, Hvor skal ceremonien finde sted, skal der annonce i avisen, eller er facebook tilstrækkelig, hvem skal bære kisten ud, hvor skal der holdes gravkaffe?

Øjensynlig er der mange dødsfald, der hober sig op i helligdagene, for der går 15 dage før der er plads i et stort kapel. Det går op for mig, da jeg poster hans død på facebook, at der er rigtig mange, som vil komme til bisættelsen. Derfor vælger jeg det store kapel på Vestre Kirkegård og sønnerne bakker mig op.  Det viser sig at være en klog beslutning.

På dagen for bisættelsen cykler ældstesønnen, barnebarnet og jeg afsted til kapellet med roser i cykeltasken til at lægge på kisten. Vi er i god tid og folk begynder at strømme til. Der kommer over 200 mennesker, venner, familie, aktivister og tidligere kolleger. Vi er lige kommet ud af corona, men alle krammer og fortæller mig, hvor meget de savner ham, og ”vi ses snart, Maria”.  Jeg føler mig lidt som en vært til en fest eller et møde, er glad for og rørt over at ”gæsterne” kommer, men på en måde føles det helt forkert at smile og småsnakke. Det er i det hele taget en absurd og akavet situation, det er som at være i gang med en fødsel, jeg kan ikke slippe væk, jeg skal gennemleve den, jeg skal klare det.

Barnebarn Zoe på 7 år tænder lyset, der brænder under ceremonien, hun har sit fineste strutskørt på og der er helt stille mens hun får tændstikken til at flamme. Ceremonilederen holder en smuk tale. De mange blomster ligger fra kisten og langt ned ad gangen. Ældstesønnen holder en tale, han har øvet sig, så han kan gennemføre det, næsten uden at græde, men med en stor klump i halsen.  Vi synger med på sangene, som Steffen selvfølgelig selv har valgt, mens yngstesønnens svoger spiller violin, det er så smukt. 

Så bærer vi kisten ud, det er uvirkeligt at gå hele vejen ud, og se alle dem, der vil sige farvel, de står med tomme skræmte øjne og ser ind i mine øjne, der er blændede af tårer, musikken spiller mens vi går ud. Nu skal roserne lægges på kisten, men jeg har glemt roserne inde i kapellet. Nogen løber ind efter dem og så kan vi fortsætte. Familien lægger hver en rose på kisten og der bliver taget en stille afsked.

Det er en smuk og lun forårsdag, som står i skærende kontrast til begivenhedens alvor, bedemanden giver Zoe sæbebobler, som hun kan puste efter vognen, når den kører, vi smiler af hendes lille glæde. Vi står tæt sammen, sønnerne og jeg, vi ser efter vognen, ude af stand til at begribe, at Steffen køres væk for altid.