Visdom På Kanten

Visdom på Kanten

Velkommen

til hjemmesiden ”Visdom på kanten”, hvor jeg blogger om at være på kanten af livet og på kanten af døden. Om sorg, tab, fællesskab og glæde.

Jeg hedder Maria og har gennem mine 70 levede år haft mange udfordrende, sorgfulde, lykkelige og vidunderlige oplevelser.

I 2022 mistede jeg min mand gennem 44 år til kræft, det har været – og er stadig – en lang proces at komme et sted hen, hvor der er flere lyse end mørke dage.

I ”Enkebloggen” har jeg delt jeg mine tanker om at miste og om at finde fodfæste efter et tab for det er bestemt ikke nogen lineær rejse. Du kan finde alle teksterne samlet i en tekst under “Inspiration”

Jeg tænker også på resten af mit liv og hvordan jeg får glæde og udvikling ind i det. I min alder begynder vi at miste venner og ægtefæller. Vi bliver syge og mister færdigheder. Nemt er det ikke altid. På den anden side betyder alderen også at vi har erfaringer og tanker, der kan flytte os fra selvmedlidenhed og mørke til lyset og glæden ved livet.

I dag introducerer jeg Lisbeth Bruus-Jensen, vi boede i kollektiv med i vores helt unge år i 1970’erne. Hun skriver sjovt og rørende om at blive ældre, måske kan du genkende nogle af karaktererne?

Gift

Mor og hendes nye mand sidder på verandaen og venter, da jeg kommer kørende ind på campingpladsen. Vi har lejet to hytter, her ved Roskilde Fjord. En til os tre og en til min søster og bror. Hvert år samles vi. Det er en gammel tradition. Før i tiden var børnene med, men nu er de alle over tyve, og har hver og én fundet på gode undskyldninger for ikke at deltage i vores årlige komsammen. Vores ægtefæller er også blevet syge eller er taget på forretningsrejser. Der er kun os. Den gamle familie og så mors nye mand. Willy,…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Vild Med Dans

De sidder i sofaen. Hun i det ene hjørne, han i det andet. Der er kun lys i  de to standerlamper, der står på hver sin side af sofaen og så selvfølgelig i tv’et, der kører som sædvanlig. Ellers ligger stuen hen i mørke. Det bliver tidligt mørkt nu. Vinteren er på vej. Han kikker på hende. Hun er stadig smuk. Hun sidder koncentreret og ser på ugens to idioter, der danser rundt i ”Vild med Dans”. Denne gang er det en eller anden dødkedelig politiker, der skal lære at danse. Hvis han skal være ærlig, minder narren om ham…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Hvad er et hjem ? 19

Dette er det det sidste indlæg i Enkebloggen. De næste uger vil Lisbeth Bruus-Jensen skrive en række sjove og skarpe historier om at blive ældre. Glæd jer! Men nu til overvejelser om hvad et hjem er. I 20 år har jeg boet i samme lejlighed, haft den samme udsigt, set årstiderne komme og gå, træerne springe ud og stå nøgne om vinteren. De samme gamle og smukke huse har omgivet os og solen har varmet og lyst ind til os i de første 20 år. Vores hjem har været ramme om hele familien, om højtider, fødselsdage, bryllupsdage, kriser, skænderier og…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Stemmen derudefra, 18

”Træk vejret dybt ned i maven, slap af og mærk din krop” – jeg er på meditationskursus på Vækstcentret i Nørre Snede hos Peter Høegh og resten af holdet fra Kontemplation. Det er det bedste jeg har gjort, det er min gave til mig selv, det er min ting. Jeg er dybt taknemmelig over at få støtte til at finde ro. Når jeg sidder på puden og lytter til Peters rolige stemme, er det som om han taler direkte ind i mit hjerte. Min rejse ind i meditationen er startet flere år inden dette kursus – sammen med Steffen. Vi…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Sorggruppen, 17

”Vil du med på et afbud i en sorggruppe, der starter i morgen?” – Stemmen i telefonen lyder helt nøgtern, og imødekommende. JA, svarer jeg begejstret, som blev jeg inviteret til en fest. Det er jo det jeg har ventet på, en vej ind til at mærke mine følelser. Kræfthuset på Nørrebro tilbyder et forløb for sorggrupper med tilknyttede terapeuter. Det viser sig at være en gruppe bestående af 7 kvinder, den eneste mand finder hurtigt en undskyldning for at gå igen. Som én af deltagerne rammende siger: ”Verden er fuld af enker”. Vi er vidt forskellige af baggrund, alder…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Sorg og Savn, 16

Efter et par ugers pause med bloggen, hvor jeg har været i Portugal og vandre en del af Caminoen, er jeg nu tilbage. Det var en intens oplevelse at vandre i skiftende landskaber: Eucalyptusskove, klipper, Atlanterhavet, marker, landsbyer og industriområder med skiftende underlag: brosten, træbroer, skovbund og asfalt. Solen, der bagte og varmen, der steg i løbet af dagen, bakke op og bakke ned, trætheden, der sneg sig ind. Kilometer efter kilometer – den ene fod foran den anden. Privilegiet med at lade tankerne flyve af sig selv og følelserne flyve med. En dag vi sad på en cafe, stod…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Sorgen suser ind og ud, 15

Nu kommer det lange, mørke, kolde og triste efterår. Ligesom mig selv, i hvert fald mørk og trist. Sorgen er der som en kampesten jeg slår sig på. Der er lange dage uden at snakke med nogen, lange aftener alene foran fjernsynet eller med en bog. Spise alene, sove alene, græde alene og finde ro alene. Sådanne dage savner jeg at kunne dele mit liv med Steffen, dele irritationen over små og store ting som for eksempel at der nu igen er vejarbejde, så man skal gå en omvej, eller dele bekymringen over verden og krigene i verden. Finde trøst…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Sygdom, immunforsvar og sorg

Atjuu – nys på nys og snotten, der løber. Host, host, stemmen forsvinder og bliver hæs. Av, av, når jeg synker, min hals er betændt. Lægen udskriver penicillin og jeg ligger uvirksom hen. Det bliver bare ved og ved, hver måned byder på en ny variant. Mit barnebarn på 2 år er leveringsdygtig i vira og bakterier, og vennerne kan også levere. Befolkningens immunforsvar er på lavpunktet efter corona, især mit forsvar er væk. Jeg plejer ikke at blive syg, men nu skal jeg love for, der er åbent hus for alle vira. Jeg føler jeg bliver kørt ned, bliver…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Årsdagene, 13

Det var næsten 2 år siden Steffen drog sit sidste åndedræt, hvor min søn og jeg sad ved hans side. Jeg troede at sorgen ville være lettere at bære efter 1 år. Det var en stor fejl og en lige så stor skuffelse at bære rundt på bagefter. Nu er jeg klog af skade og forventer ingen mirakler på 2 års dagen. Sidste år på 1 års dagen holdt vi en mindekomsammen hos min søn og svigerdatter, 3 venner og mig. I år ved jeg ikke om den skal mindes på samme måde. Steffen besluttede, at hans aske skulle spredes…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Sorggruppen, 12

”Vil du med på et afbud i en sorggruppe, der starter i morgen?” – Stemmen i telefonen lyder helt nøgtern, og imødekommende. JA, svarer jeg begejstret, som blev jeg inviteret til en fest. Det er jo det jeg har ventet på, en vej ind til at mærke mine følelser, det er 6 måneder siden jeg blev alene. Kræfthuset på Nørrebro tilbyder et forløb for sorggrupper med tilknyttede terapeuter. Det viser sig at være en gruppe bestående af 7 kvinder, den eneste mand finder hurtigt en undskyldning for at gå igen. Som én af deltagerne rammende siger: ”Verden er fuld af…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Oprydning og dyner, 11

Oprydning Møllene flakser rundt i lejligheden og øjensynligt er mølkugler gået af mode siden jeg var barn. I stedet prøver jeg med diverse andre dyre foranstaltninger og gifte at slippe af med dem. Det er i den forbindelse jeg opdager, at møllene har en ”hub” i klædeskabet blandt Steffens jakkesæt og hans uldne trøjer. Nu må jeg i gang med det, jeg har vægret mig ved, nemlig at rydde ud i hans tøj, det er nu en tvungen opgave. Sønnerne har taget det de vil have, men der er stadig et halvt klædeskab tilbage, som skal fjernes.  Jeg finder rengøringsmidler…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Hvad folk siger – og ikke siger, 10

Der er skrevet meget om, hvad man må/skal/kan sige til en pårørende eller en efterladt. Lad mig bare slå fast, det er svært at sige noget helt rigtigt til en sørgende. Det bedste er at lytte, for nogle gange vil man gerne tale, andre gange bare være i fred, eller tale om noget andet. Der er dog visse ting man med fordel kan undgå at sige, for eks: ”Nåh, men det er vel også en lettelse, at han fik fred? Ja, selvfølgelig er det en lettelse ikke hele tiden at skulle frygte, hvornår hans sidste time er kommet og hvordan…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Indkøb 09

Nu er det sommeren 2025, 3 år efter min mands død og jeg tænker tilbage på tiden kort efter, hvor jeg skulle finde mine ben: “Jeg cykler ned ad Gl. Kongevej og får øje på fiskeforretningen, måske kunne det være dejligt med fisk til aften? Da jeg nærmer mig, bliver jeg i tvivl, cykler lidt langsommere og ender med at køre forbi. Jeg er i tvivl om alt. Om fiskeindkøb, om hvad jeg skal gøre først: gå i byen eller gøre rent, skal jeg drikke kaffe på en café eller derhjemme. Når jeg står inde i Brugsen og skal beslutte…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Boligen 08

”Bliver du boende her? Det er en dejlig lejlighed, men måske lidt stor til dig, og har du råd til den?” Spørger venner og familie. ”Ja, ja og ja” svarer jeg. ” Jeg har endnu god tid til at træffe en beslutning, men det med at træffe beslutninger er svært, rigtig svært. På den ene side og på den anden side, for og imod, jeg kan vende argumenterne frem og tilbage mange gange, indtil jeg opgiver og udskyder beslutningen endnu en gang. ”Hvad gør du med dit sommerhus?” De praktiske spørgsmål falder ned over mig som visne blade fra en…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Asken på havet 07

SLAM siger det, da den store jerndør smækker i efter mig fra kapellet på Vestre kirkegård, hvor jeg har hentet urnen med Steffens aske. Det tager 1½ time at brænde et menneske til aske. Det er et mærkeligt faktum, som dukker op da jeg står der, at min mand har været i flammer så længe for at komme ned i denne her urne. Hans urne er ikke den eneste, de har til opbevaring, urnerne står som hyldevarer og afventer afhentning af de pårørende. Steffens urne er en helt speciel urne, designet til at kunne åbnes på vandet således at asken…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Hvorfor græder jeg ikke? 06

De mange praktiske ting fylder i månederne efter, og vennerne står i kø: Har du lyst til at gå en tur, drikke en kop kaffe, se en udstilling? Viljeløst drifter jeg fra det ene arrangement til det andet. Jeg føler mig lidt som en hund i et spil kegler. ”Skal vi ses?” – ”Ja, det skal vi da”. Dejligt at se alle sammen, dejligt at male, dejligt at få massage. Der bliver fyldt på og fyldt på, hovedet kan ikke tage det ind og jeg føler mig som en zombie, et duracel batteri der drejer rundt. Men jeg erkender det…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Skifteretten 05

Jeg får brev fra Skifteretten, de vil have oplysninger om min økonomiske situation og om jeg skal skifte med mine sønner. Det sidste kan jeg svare nej til, og heldigvis har Steffen og jeg kun fælles børn. Så jeg skal bare have styr på hvad lejlighed, sommerhus og bil er værd, altså salgsværdien, ikke bare skattevæsenets vurdering. Hvordan pokker finder jeg frem til det? De vil også vide, hvad der står på Steffens bankkonto, som er spærret, og min konto og hvor stor er min gæld og til hvem. Jeg panikker, kolonnerne og rækkerne filtrer sig ind i hinanden, ord…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Forsikringer og andet 04

Sønnen og barnebarn Zoe rejser tilbage til Grækenland, hvor de bor, så hvad nu? Jeg er både trist over at de rejser så jeg bliver alene, men også lettet, kan mærke jeg trænger til ro. Jeg er helt udmattet, træt og forvirret. Telefonen ringer, breve og mails vælter ind fra bank, forsikringsselskaber, yousee, kommunen, skifteretten med videre. De kommer i en lind strøm og jeg kigger på dem ude af stand til at forstå og mene noget, ude af stand til at kunne svare og reagere på dem Det er som om jeg bliver meget lille, jeg næsten visner og…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Gravkaffen 03

Sønnen, barnebarnet og jeg cykler stille og roligt fra kapellet til gravkaffen i Petersens Familiehave på Pile allé. Det var ellers ikke ro, der prægede de foregående dages planlægning af arrangementet. Jeg ringer for at tjekker bestillingen hos Familiehaven 3 dage før bisættelsen, tjekker at vi også kan sidde indendørs, for pludselig ændrer vejrudsigten sig. Da jeg fremfører mit ærinde vedrørende bestillingen af gravkaffe d. 27. til 65 mennesker, bliver der stille i den anden ende, og så siger manden: ”Vi har ikke nogen bestilling til d. 27/4 på gravkaffe. Du har bestilt online til d. 29/4”. Nu bliver jeg…

Læs Mere
soevind's avatar by soevind

Bisættelsen 02

Steffen døde i påsken – på langfredag af alle dage – så vi taler med bedemanden lige efter påsken. Steffen var ikke medlem af folkekirken og vil gerne at Humanistisk Samfund står for ceremonien. Eller rettere, jeg vil ikke stå for det alene, ser for mig hvordan det hele går i fisk. Derfor er vi blevet enige om en anden løsning.  Jeg kontakter ceremonimesteren og jeg føler det er i trygge hænder. Derefter følger nogle dage med små og store spørgsmål, ting, der skal koordineres og beslutninger, der skal træffes: Skal han have noget med i kisten, hvad skal der…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54

Dagene efter 01

De er her alle sammen, lige her på terrassen, den store dejlige terrasse i sommerhuset, som Steffen fik lavet sidste sommer. Sønnerne, svigerdøtrene, børnebørnene er her. Tæt sammen om vores fælles tab. Vores mand, far, svigerfar og farfar. Børnene leger, foråret er blegt, knopperne er spæde, lige på vej til at folde sig ud, fuglene synger og her er så smukt. Han ville have elsket at være her sammen med os, det var jo egentlig også planen, men kroppen kunne ikke længere og nu svæver han et sted over os. De er her alle sammen, lige her på terrassen, den…

Læs Mere
mariajustiniano54's avatar by mariajustiniano54