Sorg og Savn, 16

Efter et par ugers pause med bloggen, hvor jeg har været i Portugal og vandre en del af Caminoen, er jeg nu tilbage. Det var en intens oplevelse at vandre i skiftende landskaber: Eucalyptusskove, klipper, Atlanterhavet, marker, landsbyer og industriområder med skiftende underlag: brosten, træbroer, skovbund og asfalt. Solen, der bagte og varmen, der steg i løbet af dagen, bakke op og bakke ned, trætheden, der sneg sig ind. Kilometer efter kilometer – den ene fod foran den anden. Privilegiet med at lade tankerne flyve af sig selv og følelserne flyve med. En dag vi sad på en cafe, stod der en gadesanger, som fortolkede et gammel Elvis-hit: ”I can’t help falling in love with you…. Some things are meant to be, Take my hand, Take my whole life, too – For I can’t help falling in love with you”

Pludselig løb tårerne og jeg blev overmandet af minderne om min egen forelskelse; og en stor taknemmelighed over at have oplevet min og Steffens kærlighed.

Det fik mig til at tænke på hvordan det var, da chokket over at være blevet alene fortog sig, da jeg ikke længere panikkede i forretninger, over breve fra banken eller ved tanken om at hvilken pære der passer til hvilken lampe. Der var kommet en vis ro over mit liv, de fleste dage.

Så en dag tager jeg et fotoalbum frem fra vores unge år: på campingferie med drengene i Italien. Billeder af glade drenge og stærke, energiske forældre. Sjove minder vælder frem og pludselig kommer der en skarp følelse i hjertet, en følelse af savn – ikke sorg. Hvor ville det være dejligt at gense de billeder med Steffen, jeg savner hans kommentarer, han ville kunne huske historien om, hvorfor vi tog et billede af netop den bygning, eller hvilken fugl der gemmer sig i den busk og hvorfor vi var på den boldbane i en lille by.

Jeg er ”i savn” – og det føles anderledes end at være i sorg. Nu har jeg accepteret og forstået at jeg er alene, at det er et vilkår at han er væk og ikke kommer tilbage. Jeg skal selv genopleve og mindes vores liv sammen, jeg skal selv klare alting og jeg skal selv integrere savnet af ham i mit fremtidige liv. Nu er jeg taknemmelig over, at vi havde de gode snakke mens han levede om vores fælles liv, om de spændende og udfordrende oplevelser i Afrika, om hverdagen i Danmark, om arbejdslivet og forældreskabet. Alt det vi fik sammen, tog sammen, nød sammen og kæmpede for sammen. Et godt liv, det var vi enige om. Til sidst var han så træt, og hans sidste ord var: ”Vi har haft et godt liv sammen, Maria.” Det har vi, og jeg savner ham af H til.

Savnet rammer som et lyn, uventet og voldsomt til tider. Når jeg genser en film, et maleri eller hører musik. Men det rammer også når jeg går alene hjem og ligger i sengen, så savner jeg hans arme og savner at vide, at vi har hinanden i morgen. Jeg savner en helt almindelig hverdag, hvor vi ikke tænker på svaret af den næste scanning, men bare snakker om aftensmad og nyheder.

”Når man savner så meget, er det en afspejling af hvor stor kærligheden har været” siger kloge folk. Det er helt smerteligt rigtigt, og i dag kan jeg godt forstå dybden af det udsagn. Nu er jeg i stand til at mærke taknemmeligheden over at have oplevet stor kærlighed.