Årsdagene, 13

Det var næsten 2 år siden Steffen drog sit sidste åndedræt, hvor min søn og jeg sad ved hans side. Jeg troede at sorgen ville være lettere at bære efter 1 år. Det var en stor fejl og en lige så stor skuffelse at bære rundt på bagefter. Nu er jeg klog af skade og forventer ingen mirakler på 2 års dagen. Sidste år på 1 års dagen holdt vi en mindekomsammen hos min søn og svigerdatter, 3 venner og mig. I år ved jeg ikke om den skal mindes på samme måde.

Steffen besluttede, at hans aske skulle spredes ud over vandet. ”Om vi havde noget imod det, eller havde vi behov for et gravsted?” spurgte han. ”Nej og nej”, svarede vi og stod ret. ”Selvfølgelig skal du have det som du vil”. Vi anede ikke hvad vi ville, jeg kunne ikke se mig selv sidde ved et gravsted og sørge. Dengang. Nu kan jeg godt, og jeg savner nogle gange et sted, et samlingssted, et savnested, et mindested.

I min sorggruppe taler de om, at de mødes med deres børn på mandens gravsted til 1, 2 og 3 årsdagen, de forstår mig godt. Nogle venner spørger: ”Kan du ikke bare gå ned til vandet og tænke på ham?” –  ”Jo selvfølgelig” svarer jeg, men det er ikke helt det samme, tænker jeg, hans aske flyder jo rundt i stumper og stykker og det er svært at få et samlet billede af ham. 

Så hvad skal jeg egentlig stille op med den 2 årsdag, der er på vej? D. 15. april – midt i foråret, det forår der mister sine farver et par dage. Det er også 14 dage efter langfredag, som han forlod os på for 2 år siden. Ironisk nok, for han var ikke meget for Jesus, ja faktisk havde han det virkelig dårligt med ham. April er blevet en måned fuld af sorg: vores bryllupsdag og hans dødsdag – de triste minder konkurrerer med det livsbekræftende forår.

Jeg har ikke lyst til at skrive til nogen og høre om de vil mindes. Der sker det forunderlige, at når folk dør, så er de ”ude af øje, ude af sind”. Hvem skulle have troet, at folk kunne glemme Steffen, det har de måske heller ikke, men de taler sjældent om ham. Det er som om han ikke har eksisteret, som om mit liv med ham ikke har fundet sted. Men de 44 år jeg levede med ham, har jo fundet sted. Når han ikke er med i samtalen, vokser savnet og det er som at stå på en løsrevet ø i et stort hav.

På 2 årsdagen går min søn og jeg en tur sammen og spiser indisk mad. Det føles rigtigt, vi kan snakke om Steffen og hvad vi savner. På vejen hjem tænker jeg over hvordan jeg kan tage minderne fra livet med Steffen med mig, eller integrere savnet, håbet, drømme i livet fremover på en god måde.  

2025 er det 3 år siden og der er sket mange ting i mit liv. Jeg har taget den store beslutning at sælge min lejlighed på Frederiksberg og flytte på landet i et bofællesskab. Flytningen fandt sted lige omkring 3 årsdagen og begge sønner troppede op og hjalp. Vi tog os også tid til en frokost, hvor vi mindedes Steffen og talte om, hvad han ville synes om mit valg af bolig. Jeg tror ikke han ville være flyttet med, han holdt så meget af byen, men jeg er sikker på, at han er glad for, at jeg har taget min helt egen beslutning, som jeg ved er god for mig.