Skifteretten 05

Jeg får brev fra Skifteretten, de vil have oplysninger om min økonomiske situation og om jeg skal skifte med mine sønner. Det sidste kan jeg svare nej til, og heldigvis har Steffen og jeg kun fælles børn.

Så jeg skal bare have styr på hvad lejlighed, sommerhus og bil er værd, altså salgsværdien, ikke bare skattevæsenets vurdering. Hvordan pokker finder jeg frem til det? De vil også vide, hvad der står på Steffens bankkonto, som er spærret, og min konto og hvor stor er min gæld og til hvem.

Jeg panikker, kolonnerne og rækkerne filtrer sig ind i hinanden, ord som åbningsstatus, bobestyrer, indbo, løsøre nægter at give mening. Mit hoved er virkelig på overarbejde – jeg opgiver.

ALT, som i ALT skal, gøres online og nok er jeg rimelig digital og vant til at færdes på nettet, men jeg er virkelig udfordret. Det hjælper heller ikke at deres systemer er bryder sammen lige de dage. Det offentlige kan godt forbedre sine forklaringer og ændre sine formuleringer til et mere mundret sprog. Der er mange knudrede sætninger, som et enkestresset hoved står helt af på. Det forstærker afmagten og trangen til at opgive det hele overfalder mig.

Heldigvis har jeg et fantastisk netværk af familie og venner, der træder til helt af sig selv. Jeg får – og ikke mindst – jeg tager imod deres hjælp til at udfylde skemaet, til at regne værdi og gæld ud. Også til at overføre lejlighed, sommerhus og bil til mit navn. Min jurist-kusine sidder klar ved siden af mig, da Skifteretten ringer mig op på det aftalte tidspunkt til vores 15 minutters møde. Jeg svarer og så lukker de sagen.

Det med at tage imod hjælp er svært, jeg kunne se mig selv udefra, en forvirret og afmægtig kvinde, der har mistet sin mand, der sørgede for de fleste af de praktiske ting. Jeg bander over mig selv, hvorfor har jeg ikke sat mig bedre ind i økonomien, hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen og forstå de skide vejledninger, jeg er sgu da uddannet socialrådgiver, jeg må da kunne klare det. Bank, bank, bank mig selv i hovedet. Jeg hader at være afmægtig, at bede om hjælp og føle mig som den lille, som et offer.

Men, da jeg så tager imod hjælpen, får klaret tingene og det hele falder på plads, er det sådan en utrolig lettelse. Tænker, at det nok er OK at bede om hjælp i min situation, at bide stoltheden og stædigheden i mig, at åbne mig og lade mine hjælpere komme til. Tak til jer.