Gravkaffen 03

Sønnen, barnebarnet og jeg cykler stille og roligt fra kapellet til gravkaffen i Petersens Familiehave på Pile allé. Det var ellers ikke ro, der prægede de foregående dages planlægning af arrangementet.

Jeg ringer for at tjekker bestillingen hos Familiehaven 3 dage før bisættelsen, tjekker at vi også kan sidde indendørs, for pludselig ændrer vejrudsigten sig. Da jeg fremfører mit ærinde vedrørende bestillingen af gravkaffe d. 27. til 65 mennesker, bliver der stille i den anden ende, og så siger manden: ”Vi har ikke nogen bestilling til d. 27/4 på gravkaffe. Du har bestilt online til d. 29/4”. Nu bliver jeg stille, jorden forsvinder under mig, og helt opløst siger jeg: ”åh nej, hvad så?”.

Manden beroliger mig, han har øjensynligt en vis erfaring med ulykkelige og forvirrede enker, så han tilbyder at finde ud af om, de kan klare det alligevel, med tjener og det hele. Jeg banker mig selv i hovedet: for fanden Maria, kan du ikke engang finde ud af at klare gravkaffen for Steffen? Manden fra Familiehaven ringer tilbage 20 lange minutter senere og beroliger mig med, at det kan de godt. Vi lander på en bestilling til 75 personer. Uendelig lettet og taknemmelig falder jeg om på sofaen, og ringer til Vester Kopi for at tjekke op på programmerne for bisættelsen, det blev også krisehåndteret.

I Familiehaven hersker der kaos, da sønnen, Zoe og jeg som de sidste ankommer. Der er ikke kommet 75 gæster, men over 100. Til en gravkaffe kan man ikke vide, hvor mange der kommer og man beder heller ikke folk melde sig til, slet ikke dem man ikke kender. Steffens klassekammerater fra gymnasiet, sønnernes venner, gamle aktivistvenner og selvfølgelig fælles venner og familie mødte talstærkt op. Kendte og ukendte ansigter blander sig og bliver til et stort tæppe af kærlighed.

Og det går fint, selvom kringlen forsvinder lynhurtigt og de ekstra ostemadder køkkenet smører, ligeledes forsvinder som dug for solen. Gæsterne sidder i lag og snakker med hinanden.

Jeg holder min tale og bagefter læner jeg mig tilbage i stolen og tænker, at nu må det gå som det kan. Personalet pisker rundt, kaffen flyder og snakken fylder lokalet indenfor. Ved bordene udenfor går nogle over til øl. Da gæsterne er gået, er tjeneren og jeg tilfredse med forløbet, trods kaos.

Sådan en dag tærer på kræfterne, min søn, barnebarn og jeg cykler hjem igen totalt udmattede. Det er den længste dag i mit liv. Zoe ser tegnefilm, mens sønnen og jeg taler om forløbet, bestiller mad og åbner en flaske rødvin.