Gift
Mor og hendes nye mand sidder på verandaen og venter, da jeg kommer kørende ind på campingpladsen. Vi har lejet to hytter, her ved Roskilde Fjord. En til os tre og en til min søster og bror. Hvert år samles vi. Det er en gammel tradition. Før i tiden var børnene med, men nu er de alle over tyve, og har hver og én fundet på gode undskyldninger for ikke at deltage i vores årlige komsammen. Vores ægtefæller er også blevet syge eller er taget på forretningsrejser. Der er kun os. Den gamle familie og så mors nye mand. Willy, hedder han. Sød og pæn, der er ikke noget at klage over, høflig og helt døv.
Jeg kan allerede på lang afstand se, at humøret ikke er det bedste. Hverken hos den ene eller anden. På bordet står dunken med de første tre liter hvidvin. Mor tåler nemlig ikke rødvin mere. – Jeg får sådan hovedpine, siger hun.
– Kom og sæt dig, siger hun. – Nu skal du høre det værste. Willys søn vil ikke længere se ham.
Der er ingen indledning. Ikke noget med: Har det været en lang tur? Hvordan har du det? Eller sådan nogle ting. Vi er på med det samme. Willy rejser sig møjsommeligt fra stolen, stikker sin kind frem til kys og ryster fortvivlet på hovedet.
– Nej, det er helt forfærdeligt, siger han og græder en smule. Det er stadig lidt akavet at kysse ham, jeg har jo kun set ham et par gange.
– Jamen dog, jeg stiller mine tasker, mens jeg indvendigt begynder at ruste mig til weekenden.
– Kan du nu forstå det, mor tømmer glasset, mens hun ser på mig hen over brillekanten.
– Vi har intet som helst gjort dem, men nu har vi også lavet testamente. De skal ikke få en øre, vel Willy?
– Nej, ikke en øre, siger han og ser væk.
– Fortæl, hvad der sket. Jeg kan ikke lade være med at skænke mig et glas af den lunkne hvidvin.
– Det begyndte for flere måneder siden, da Willys søns nye kone fandt ud af, at Willy har en million på kontoen. Du skulle heller aldrig har sagt det højt Willy, siger hun og ser bebrejdende på ham. Han ryster på hovedet, og ser ned på sine hænder, der bare ligger dødt i skødet. Willy kan ikke lade være med at prale, selvom jeg har sagt til ham, at man aldrig skal sige noget om penge til familie. Nåh, men så blev Willys søn pludselig meget sød, og kom og besøgte os hele tiden. Først var vi jo glade, han plejede jo ikke sådan at komme forbi, men så begyndte han at udspørge mig om alt muligt. I sær om hvor mange penge, jeg bruger på mad og at jeg hellere skulle købe ind i Rema og ikke gå i Brugsen, selvom den ligger tættere på. Så syntes han, at vi skulle give hans nye kone fødselsdagsgaver, og du ved jo, at vi aldrig giver gaver til andet end børnebørn under 18 år. Vi skulle vise, at vi holdt af hende, sagde han, og det gjorde vi jo overhovedet ikke, vel Willy.
Igen ryster Willy bare på hovedet.
– Jamen, måske ville din søn bare have, at du viser hans nye kone opmærksomhed, så hun kunne føle sig velkommen i familien. Vi kunne da også have inviteret dem med her op til fjorden, siger jeg og glæder mig i mit stille sind over, at vi ikke havde fået den åndsvage ide i tide.
Pludselig vender Willy sig mod mig, stirrer mig vildt i øjnene og siger:
– Du ved ikke, hvordan det er. Alting ryster på ham.
– Så, så, siger mor – Tag dig et glas mere. Og lad være med at blande dig, siger hun til mig og lyner hen over brillerne.
– Nu kommer de andre, råber jeg glad og lettet, da bilen med mine søskende ruller op foran hytten. Jeg rejser mig og lader de to gamle nisser blive siddende på den lille veranda.
– Hvorfor går du, råber mor efter mig, som om hun overhovedet ikke har set de nyankomne.
– Velkommen, siger jeg og overhører hende.
Min søster og bror ser bare på mig. Lange blikke. Vi behøver ikke mere. Sammen går vi ind i den anden hytte og taler højlydt om, hvor dejligt vejret er, når nu vi skal ud og cykle i morgen. Fjorden rundt. Det er derfor vi er her, siger vi til hinanden og ved, at der måske kommer lidt bump på vejen.
Lidt efter kommer mor ind.
– Hvorfor siger I ikke goddag til Willy. Det kan I altså ikke være bekendt. Kan I så gå ind og sige goddag, ellers bliver han så ked af det. Især nu, når han ikke selv har en søn mere.
– Er hans søn da død, spørger min bror.
– Så godt som, svarer mor med et sigende blik til mig.
– Det kan vi snakke om senere mor, siger jeg og vinker med øjenbrynene til både bror og søster, så de forstår, at de skal løbe over og kysse Willy. Min søster farer straks af sted, mens min bror lader som om, han ikke har forstået en lyd.
– Goddag mor, siger han, og prøver at få øjenkontakt.
– Kom så af sted, siger hun bare.
– Mor, vi har ikke set hinanden i et halvt år. Jeg vil gerne sige goddag til dig.
– Nåh, ja, siger hun og giver ham et hurtigt kys, men lov mig at du går derover, han skal jo gerne føle, I kan lide ham. Han er jeres nye papfar.
– Hvad siger du, griner min bror. Du må være skør. Er I blevet gift?
– Ja, det er jo derfor, hans søn ikke vil se ham mere.
– Gift, gisper jeg, det mener du ikke!
– Hvorfor ikke. Hun drejer sig rasende mod mig. Tror du man bliver for gammel til kærlighed, min pige. Hvor er din mand egentlig henne?
Den sad.
–Jamen mor, I er 80 og 85 år, man bliver da ikke gift.
– Var du hvid brud, kan jeg ikke lade være med at replicere.
– Så er det nok. Hendes stemme har stadig samme kraft. – Gå så over og sig goddag til jeres nye far.
Jeg lader som ingenting og har jo også god samvittighed, har både kysset og det hele. Nu er det min brors tur. Men kan alligevel ikke lade være at sige:
– Har du taget ham pga. af millionen. Min mors hørelse er ikke, hvad den har været, så min frækhed går upåagtet hen.
Ude i det lille køkken, kan jeg høre en undertrykt klukkende latter. Det er min bror. Skuldrene hopper op og ned, mens han sætter ting på plads i køleskabet. Øl.
– Hvad fanden griner du af, råber jeg. Vi har fået en ny far. Gå så over og kys. Han vender sig om, tårerne triller ned af de runde kinder. Af en eller anden grund er hele familien både de ægte og indgifte ret runde i det.
Min bror tager et par dåser i hånden og giver mig et bjørnekram på vejen.
– Det skal nok gå alt sammen, siger han og går over mod hytten, hvor mor og Willy sidder på verandaen og troner. De ligner pludselig et royalt par, der tager mod undersåtternes hyldest.
– Goddag, Willy, siger han og ler. Vil du have en øl, helt fra Tyskland.
– Nej tak, siger Willy, jeg drikker ikke øl. Man skal tisse hele tiden ved du, og det er ikke rart i min alder. Jeg holder mig til vinen.
Inde i hytten står to dunke mere. De har medbragt 9 liter vin til to dage. Man skal ikke gå ned på våde varer i min familie.
– Fortæl nu, siger min bror. Vi vil høre om giftemålet. Var det i en kirke? Og er vi egentlig til bryllupsfest i dag? Så er det måske jer, der giver middagen på kroen i morgen aften? Han griner.
– Det har vi slet ikke råd, siger mor. Vel Willy? Vi har så mange udgifter, og vi vil jo også gerne have lidt penge på kistebunden, der kan forsøde vores alderdom.
– Hvad siger de, spørger Willy. Han har svært ved at høre, både når man er tæt på og langt fra, så mor oversætter os hele tiden. Hun er blevet hans tale- og hørerør.
– Så er I endelig holdt op med jeres sociale bedrageri, som I ellers har kørt på med de sidste tre år, siger jeg og ved udmærket, at jeg lægger op til krig, men jeg har været rasende over at vide, hvordan de malkede systemet for boligtilskud, og hvad ved jeg.
Mor overhører mig, men sender mig blikket, og Willy kan jo ikke høre. Min stemme hænger bare i luften, indtil min søster forsonende siger, at nu er det vist på tide, at vi alle sammen siger skål og tillykke med brylluppet.
Mor smiler nådigt og ser over på Willy.
– De siger tillykke med os, Willy.
– Tak, tak, siger han og ser intenst på sine hænder, der ryster lidt, mens han skænker endnu et glas fra dunken, der nu er blevet tydeligt lettere og dog sværere at håndtere.
Vi rejser os alle sammen, ser på de gamle i stolene og råber: Hurra, de længe leve.
Vi kan ikke lade være med at grine. Det er simpelthen for komisk det hele.
– Hvad griner I af? siger mor.
Da vi igen har sat os, klapper min bror sig på maven og erklærer, at nu er det tid til pølser. Han rejser sig og går i gang med at finde grillen, pølser, ketchup og alt det andet, der hører til, for, at familien kan få lidt mere til sidebenene.
Min søster og jeg sætter borde sammen, finder tallerkener, og går hviskende rundt med barndommens galde i årerne. Vores mor sidder stille og aer sin nye mand på hånden, mens hun smiler saligt.
Pludselig, råber hun hen mod min bror:
– Pas nu på du ikke brænder nallerne, du er jo ikke den mest fikse på fingrene, vel?
Han vender sig mod hende. Hun ser udtryksløst på ham. Det salige smil er afløst af en kold vind, der rammer ham.
–For Satan mor, lad ham være, hvisler min søster. Du ved, han ikke kan tåle alle dine bemærkninger.
Han fortsætter med at grille. Nu med vreden som en sky rundt om hele kroppen.
– Kom lige og hjælp Willy, råber mor til mig. Han skal på toilettet, og han har lidt svært ved at gå.
Ok, så denne gang, men ellers må du selv passe ham, tænker jeg og kikker hidsigt hen på hende. Hun lader som ingenting, skænker bare mere op i glasset.
– Willy bliver så glad, når I hjælper ham. Hans egne børn er jo ikke til megen glæde. Det er godt, han har jer nu.
Henne ved grillen bliver der drukket. Nu står der adskillige tomme dåser rundt om i græsset.
Min søster lægger pølserne på fadet og kommer svingende med hele molevitten.
– Så er der serveret, råber hun lidt skingert. Min bror efter hende. Det ulmer stadig.
Mor strækker sig frem, ser på pølsefadet og siger:
– Kan du ikke give mig de to, der ikke er brændt. Henvendt til Willy siger hun så højt, så han kan høre det:
– Den dreng har heller aldrig kunne stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele.
Min bror går i seng.
– Nå, skal vi så have noget at spise, siger mor og gafler både brændte og ubrændte pølser i sig.
– Jeg tror, det er sengetid, siger min søster, og lader mig alene med de to.
Jeg pakker resterne sammen, og får med besvær de to gamle med ind i hytten.
De sætter sig i den lille sofa, side om side med en ny dunk foran sig.
– Du skulle vide, hvordan det er, græder Willy, igen. Du forstår ikke, hvor frygteligt det er, når ens børn ikke vil se én.
– Godt du har fået tre nye børn, ikke Willy. Han hører intet, sidder bare stille og græder.
– Mor hør her, Willy er sød, men han er altså ikke min far, og han bliver det aldrig, kan du ikke forstå det. Jeg er 52, jeg skal ikke have nogen ny far. Der er ingen af os, der vil have en far. Vi har haft en, og han er død.
– Nu tror jeg, vi skal i seng, siger mor og hiver i Willy. De rejser sig samtidigt og falder nærmest til hver sin side. Forsøger at rette skuden op igen, inden de begge igen falder tilbage i sofaen.
– Kan du ikke hjælpe Willy, han kan ikke selv få tøjet af.
– Mor altså. Det må I selv klare.
Pludselig giver hun sig til at græde.
– Du er der heller aldrig for mig, når jeg har brug for dig. Hvis du ved, hvor svært det er at have en gammel mand, der hele tiden skal til lægen og ikke selv kan hverken dit eller dat. Du kunne godt komme noget mere, kunne du. Du kommer aldrig. Jeg tror slet ikke, du elsker din mor, og så er du så ond mod Willy.
Jeg har indset, at jeg ikke kommer i seng, før jeg hjælper dem. Jeg trækker tøjet af dem og får dem til at gå på toilettet. De lægger selv tænderne på sofabordet.
– Hvor er din ble? hører jeg, mor sige.
Jeg lukker døren ind til mit køjerum.
Næste morgen står jeg tidligt op og sætter mig i solen. Et par timer senere står de gamle op.
– Vi glemmer i går, ikke? siger min mor. Jeg svarer ikke, skænker bare ægteparret en stærk kop kaffe.
Vild Med Dans
De sidder i sofaen. Hun i det ene hjørne, han i det andet. Der er kun lys i de to standerlamper, der står på hver sin side af sofaen og så selvfølgelig i tv’et, der kører som sædvanlig. Ellers ligger stuen hen i mørke. Det bliver tidligt mørkt nu. Vinteren er på vej.
Han kikker på hende. Hun er stadig smuk. Hun sidder koncentreret og ser på ugens to idioter, der danser rundt i ”Vild med Dans”. Denne gang er det en eller anden dødkedelig politiker, der skal lære at danse. Hvis han skal være ærlig, minder narren om ham selv, han kan heller ikke danse, kun snakke. Han gider ikke se på det pis, men er alligevel glad for, at de sidder her sammen i den gamle sofa. Han læser i sin bog. Det er en gammel sag, fandt den i en rodekasse for en tyver. ”Jung og Underbevidstheden”.
Hun sidder og svinger lidt med til musikken, smiler for sig selv. Han kan ikke lade være med hele tiden at se på hende. Hun er ikke til at tale med. Han har prøvet i årevis. Ligegyldigt hvad han er optaget af, som han gerne vil have hende til at deltage i, så glider hun bare af eller går sin vej. Han ved det godt, det bliver aldrig anderledes, alligevel kan han ikke lade være med at stikke til hende.
– At du gider se på de idioter.
Hun lader, som om hun ikke hører det. Trækker sig bare en lille smule længere væk fra ham. Han ser igen ned i sin bog. Underbevidsthed. Det er noget, der ligger under det bevidste. Noget man ikke selv er herre over. En kæmpe erkendelse dengang Freud fremkom med teorien, nu er det bare noget, vi ved, vi har, tænker han og spekulerer på, hvad det er i hendes underbevidsthed, der får hende til at sidde der fredag efter fredag.
Hun har været hans projekt hele deres ægteskab, han har tænkt over hende, presset hende, udfordret hende, raset mod hende, elsket hende og hadet hende. Han ved, han er afhængig af hende, og han kan ikke holde ud, at hun aldrig gider snakke med ham. Ved også godt, at hun ikke er lige så klog, som han. Hun er en praktisk kvinde. Det er hende, der holder styr på økonomien, hende der maler, gør rent, vasker tøj og holder alle mennesker i en udstrakt arm. Ingen kommer tæt på. Slet ikke ham. Har ikke været tæt på hende i de sidste år. Dobbeltdynen er skiftet ud med to enkelt dyner. En dag var det bare sket.
– Jeg sveder sådan om natten, havde hun sagt. Og så var det slut. Ikke mere putten under dynen. Hans mave krymper sig, når han tænker på det.
Han rykker lidt tættere på og sætter sine bare fødder op mod hendes lår. Hun lægger straks benene over hinanden, så han ikke er så tæt på. Han mærker det med det samme. Den evige afvisning.
– Se siger hun og peger på skærmen, han er ved at blive bedre. Nu kan han følge takten.
Han ved, at hun ved, at hun skal være lidt forsonende efter den afvisning. Så let skal hun nu ikke slippe.
– Hm, siger han og vender endnu en side, mens han tager benene ned og med sit særlige sarkastiske tonefald siger:
– Har du tænkt over, hvad det er, der gør, at du sidder der hver fredag aften og glor på tv. Han kan ikke lade være.
– Begynder du nu igen, lad mig dog være i fred. Gå ind i den anden stue, hvis du ikke kan holde det ud.
En susen starter helt nede fra halebenet, vokser som en slange op langs rygraden på indersiden, forbi navlen, gennem solar plexus, der nærmest er som en kanonkugle, forbi hjertet og op gennem halsen hvor den stikker hovedet frem, kampen er på vej. Han kan ikke lade være med at smile, smilet uden smil, bare en trækning i ansigtet.
– Du sidder der og drømmer om andre mænd, tror du ikke, jeg ved det. Det er din underbevidsthed, der hver eneste fredag får dig til at sidde der og savle.
– Åh for helvede, Tom, jeg kan lide musik og dans, det ved du godt. Nu begynder hun at trække i land, han kender hende. Hun ser på ham og strækker en hånd ud mod ham.
– Vil du have en kop kaffe, siger hun.
Han mærker slangen rejse sig mere og mere, den klaprer nærmest med hans tænder, får kinderne til at dirre og fordrejer ansigtet fuldkomment. En varme har bredt sig i ham, han læner sig frem mod hende og stikker ansigtet helt op i hendes.
– Jeg ved godt, du sidder der og tænker på Kim. Kan du huske Kim, eller er han røget ned i din underbevidsthed. Fredag efter fredag, skal jeg sidde her og se dig drømme om ham.
For Gud ved hvilken gang ryger den gamle film over hans indre skærm. Den gang hun lå hen over spisebordet og Kim, der pulede hende bagfra. Kims bare røv og ham selv, der sad i sofaen. Den selv samme, sammen med Kims kone Helle. Han orkede ikke at røre hende. De havde bare siddet der og set på de to andre. Helle havde prøvet at hive lidt i ham. Han var slap, som en gammel medister. Husker stadig det kæmpe hulk, der pressede sig ud af ham. Hvordan han måtte løbe ud af stuen, mens de andre stønnede og skreg henne på spisebordet.
Slangen er helt ude, da han hvæser: Du kunne ikke få nok. Hvorfor tog du ikke bare ham i stedet for.
– Det var jo dig selv, der ville have det dengang. Det er 35 år siden, for fanden. Vi har talt om det en million gange. Kan jeg ikke snart få fred.
Hun vender sig fra ham, skænker sig endnu en kop kaffe og giver sig atter til at gynge med til musikken.
Hans hoved er ved at eksplodere, da han rejser sig. Går op og ned af gulvet. Går ud til køleskabet, åbner det og tager en øl, som han kaster ned i halsen. Må ud og ryge. På vejen ud går han forbi sit spejlbillede. En gammel mand, rundrygget, tynd, håret stritter, skægget er for langt. Han kan ikke lade være med at hvæse af sig selv, i det han går forbi. Har lyst til at hulke som dengang. Samler sig og går ud.
Ude fra november kulden ser han ind på hende. Ser hende sidde med benene oppe under sig, og glo på det tv. Der ser hyggeligt ud i deres stue. Hun ser ud, som om intet er sket. Drikker bare kaffe og ser ”Vild med Dans”.
Han fryser og skutter sig. Slangen er ved at lægge sig. Langsomt kommer hans hjerte på plads. Øllen og cigaretten har hjulpet. Bestemmer sig til, at han vil være helt almindelig, når han kommer ind igen. Han vil jo gerne sidde der i sofaen og mærke varmen fra hende. Hygge sig. Han behøver jo heller ikke blive ved med at snakke om ham Kim. Hun har ret, det er en gammel historie. Det må være hans underbevidsthed, der spiller ham et puds, tænker han, og smiler sarkastisk til sig selv.
Han står og kikker på hende gennem vinduet. Pludselig rejser hun sig, danser rundt i stuen helt alene. Hans hjerte slår nærmest over, som om det ikke kan være inde i ham. Hun danser bare og smiler, nu med lukkede øjne.
Han skynder sig ind af døren, smider træskoene i entreen og farer ind i stuen. I løbet af nul komma fem er fjernsynet slukket.
– Nu er det nok, skriger han. Jeg kan ikke holde dig og din underbevidsthed ud.
– Kom, siger hun og rækker ud efter ham. Han nærmer sig. Hun ser smilende på ham. Han står der midt i stuen med bankende hjerte, en halvgammel idiot. Hun smiler. Han forstår det ikke.
– Kan du huske den melodi.
Hun tænder for fjernsynet. ”Vild med Dans” er slut. I stedet ser han Joan Baez sidde med sin guitar og sit lange hår, en film fra dengang i 70’erne. Hun synger, så smukt som en engel –
There is a house in New Orleans
They call the Rising Sun
And it’s been the ruin of many a poor boy
Hun synger med og tager ham i hånden, mens de sammen svinger rundt i stuen.
– Kan du huske, siger hun og smyger sig ind til ham. Han holder hende tæt, og sammen drejer de rundt og rundt til den gamle sang.
Hvad er et hjem ? 19
Dette er det det sidste indlæg i Enkebloggen. De næste uger vil Lisbeth Bruus-Jensen skrive en række sjove og skarpe historier om at blive ældre. Glæd jer!
Men nu til overvejelser om hvad et hjem er.
I 20 år har jeg boet i samme lejlighed, haft den samme udsigt, set årstiderne komme og gå, træerne springe ud og stå nøgne om vinteren. De samme gamle og smukke huse har omgivet os og solen har varmet og lyst ind til os i de første 20 år. Vores hjem har været ramme om hele familien, om højtider, fødselsdage, bryllupsdage, kriser, skænderier og en masse kærlighed. Nu føler jeg at lejligheden er tom og uden liv, jeg kommer og går alene og jeg kan ikke selv fylde den ud. Jeg vil opbygge et nyt hjem et andet sted, et hjem der favner mig. Jeg vil gerne bo i et fællesskab med visioner om bæredygtighed, lyst til at bidrage og være i nærheden af andre mennesker. Det er blevet til mange overvejelser og gode samtaler med venner og familie om hvor og hvordan jeg skal bo, jeg har set på adskillige lejligheder og huse rundt omkring.
En dag tager jeg på besøg i bofællesskabet Hvidkilde i Torup, som jeg har fulgt over de seneste to år. Min kusine spørger om ikke hun og manden skal tage med? Det viser sig at være en rigtig god idé. Under rundvisninger står der et ”til salg” skilt foran et hus, det er som om det kalder på mig, som om det er meningen, at jeg lige skulle komme forbi og flytte ind. Beslutningen tager nærmest sig selv, da vi ser huset, som ligger med udsigt over grønne marker. Huset er af træ og alle materialer både inde og ude er gedigne og smukke, jeg føler mig allerede hjemme og godt tilpas.
Pludselig falder det hele på plads, jeg går i gang med at sælge min lejlighed og flytte på landet. Det er et stort skridt, men det føles rigtigt og en masse energi folder sig ud og jeg er kontakter ejendomsmæglere, boligadvokat og bank. Der er mange ting at holde styr på og forholde mig til, heldigvis har jeg gode rådgivere, der hjælper mig med at holder hovedet koldt.
Nu har jeg selv underskrevet dokumenter til tinglysningen, købsaftale, salgsaftale og alt muligt andet. Hjertet drøner derudaf og pulsen stiger når jeg skal tage så store beslutninger alene og ind i mellem gribes jeg af frygt for, om jeg gør det rigtige. Men jeg mærker også en stigende frisættelse af energi og lyst til forandring. Min selvtillid vokser og jeg mærker den autentiske Maria vokse. Mange venner og familie siger med chok i stemmen: ”Hvor er du modig”. Måske er det mod, måske er det bare en konstatering af, at bylivet ikke siger mig noget længere. På en måde er det mere ensomt at være alene i byen end at være alene på landet.
De næste måneder går med at rydde op og rydde ud i gamle papirer, bøger, rapporter og ikke mindst minder fra et langt liv. Nu skal der for alvor saneres og hver en genstand skal enten smides ud, gives væk eller pakkes i flyttekasser. Jeg lærer genbrugspladserne at kende i København, sælger ting på DBA og aftaler med familie og venner om afhentning af ting. Jeg opdager, hvad der er afsætning på blandt antikvitetshandlere eller genbrugsforretninger – og det er desværre ikke mine møbler eller kaffestel. Processen er opslidende og hård, men jeg er glad og lettet over at være i bund og have minimeret mit jordiske gods. Og sommerhuset? Tja, det vil vise sig – én beslutning af gangen.
Flytning finder sted den 16. april – dagen efter Steffens dødsdag. Min søn fra Athen kommer til Danmark for at hjælpe med flytningen. I år bliver april en god måned, sønnerne og jeg kan være sammen på dagen, ikke kun sammen om sorgen over at miste ham, men også om forventningen til mit nye liv. I dag – november 2025 – er jeg i gang med at finde mig selv i den lille landsby, at engagere mig i det lokale liv. Jeg synes jeg har fundet et godt sted at være i mit liv.
Hermed slutter min enkeblog, det har været godt at skrive den og godt at dele den. Tak for jeres kommentarer og opmuntringer til fortsat at skrive om en enkes fortrædeligheder og udvikling.
Stemmen derudefra, 18
”Træk vejret dybt ned i maven, slap af og mærk din krop” – jeg er på meditationskursus på Vækstcentret i Nørre Snede hos Peter Høegh og resten af holdet fra Kontemplation. Det er det bedste jeg har gjort, det er min gave til mig selv, det er min ting. Jeg er dybt taknemmelig over at få støtte til at finde ro. Når jeg sidder på puden og lytter til Peters rolige stemme, er det som om han taler direkte ind i mit hjerte.
Min rejse ind i meditationen er startet flere år inden dette kursus – sammen med Steffen. Vi havde en gruppe med gode venner og mødtes jævnligt, det var et lyspunkt under hans sygdom. Derfor melder jeg mig til et kursus kort efter hans død og tænker, at jeg da vil være superafklaret og parat 6 måneder efter Steffens død. Det er jeg selvfølgelig slet ikke, det er en total illusion. Jeg går helt i panik den første aften ved tanken om at skulle tilbringe 3 dage sammen med en masse mennesker, jeg ikke kender, når jeg har bare lyst til at ligge under dynen. Jeg fortæller Peter om min situation næste morgen, han tager hånd om mig og min sorg på nænsom og inkluderende vis.
En dag på en gåtur i frokostpausen ”kommer” Steffen til mig. Jeg er i skoven og nyder de smukke efterårsfarver, men ser også de nedfaldne blade. Straks flyver tankerne og følelserne til den sidste svære jul vi havde sammen, hvor han var virkelig dårlig, befandt sig i et smertehelvede og blev indlagt et par dage. Minderne fylder mig og tanken om at netop de triste minder og følelser vil fylde i den kommende jul gør mig trist. Pludselig hører jeg hans stemme – klar og tydelig – sige: ”Maria, du skal ikke bekymre dig om mig, jeg har ingen smerter længere, jeg er et godt sted”. Jeg mærker ham lige bag ved mig og en stærk kraft fører mig hen ad vejen. Dybt berørt mærker jeg en stor lettelse og taknemmelighed over at have mødt ham og fået en hilsen fra ham.
Jeg undrer mig meget over dette ”møde” – nogle tror jeg er skør eller har en rationel forklaring klar, men jeg ved, at han var der og jeg bliver stadig rørt til tårer, når jeg tænker tilbage. Jeg mærker ham, hans kærlighed, hans omsorg og hans glæde over hvert lille skridt jeg tager hen imod at finde min plads og min glæde ved livet.
Det er det stærkeste og tydeligste besøg jeg har haft, men der har været situationer, hvor jeg har fornemmet en forbindelse, en opbakning fra ham, uden ord. Der er steder vi har været sammen, hvor jeg mærker hans nærvær.
Nu er der gået 3 ½ år siden hans døde, og jeg tænker på ham hver dag med taknemmelighed over den tid vi fik sammen, mens jeg føler mig styrket til at forme mit nye liv. Et liv med egne beslutninger og handlinger. Jeg har taget den store beslutning at flytte fra min lejlighed på Frederiksberg til et bofællesskab på landet. Flytningen fandt sted lige omkring 3 årsdagen for hans død, og begge sønner troppede op og hjalp. Vi tog os tid til en frokost, hvor vi mindedes Steffen og talte om, hvad han ville synes om mit valg af bolig. Jeg tror ikke han ville være flyttet med, han holdt meget af byen, men jeg er sikker på, at han er glad for, at jeg har taget min helt egen beslutning.
Sorggruppen, 17
”Vil du med på et afbud i en sorggruppe, der starter i morgen?” – Stemmen i telefonen lyder helt nøgtern, og imødekommende. JA, svarer jeg begejstret, som blev jeg inviteret til en fest. Det er jo det jeg har ventet på, en vej ind til at mærke mine følelser.
Kræfthuset på Nørrebro tilbyder et forløb for sorggrupper med tilknyttede terapeuter. Det viser sig at være en gruppe bestående af 7 kvinder, den eneste mand finder hurtigt en undskyldning for at gå igen. Som én af deltagerne rammende siger: ”Verden er fuld af enker”. Vi er vidt forskellige af baggrund, alder og ”enkeanciennitet”, men sorgen knytter os sammen til en stærk enhed. (NB: Fotoet er denne gang AI genereret)
At dele oplevelser, følelser, reaktioner, sorg og glæder med hinanden er både trygt og udviklende. Terapeuterne sætter nænsomt gang i vores følelser og vi spejler os i hinanden. Det er et rum, hvor vi ikke behøver så mange forklaringer, vi kan forstå hinandens reaktioner. At mødes med de andre kvinder bidrager til at acceptere min egen tilstand, til at indse, at mine følelser er OK. Det er en lettelse at få luft for frustrationer over mændenes familier og at tale om vores børns reaktioner. Nogle har teenagers boende hjemme, andre har voksne sønner og døtre. Vi bliver mindet om deres sorg, og kan tage det videre i samværet med dem.
Alle har vi forskellige måder at tackle vores nye livssituation på.
Susanne [1]er alene, hendes mand kom fra Italien, de fik ingen børn og hun selv har meget lidt familie. hun besluttede efter mandens død at gøre noget radikalt positivt for sig selv med erstatningen fra livsforsikringen: hun købte en hest.
Pernille og Birthe har været i byen og fået kærester, spændende! Hvordan er det at kysse en anden mand, have sex med ham? Tænker du på din afdøde mand imens? Pia har oprettet en profil på facebooks datingside og får frække henvendelser fra yngre mænd. Vi griner over beretningerne om de nye kærester og livet med en datingprofil.
Eva har fået nyt job, hun har arbejdet hårdt for at komme et andet sted hen i organisationen. Det lykkedes og nu rider hun på en bølge af succes og udstråler styrke og overskud.
Vi 3 ældste kvinder er i gang med at finde ud af at være alene, selv at skifte pærer i lamperne og spise alene. Næsten. Vi er hinandens livsvidner i sorgen, men vi er også ved at finde nye aktiviteter og sammenhænge: korsang, dans, meditation og sprogkursus. ”Man kan sige, at sorgen kommer med et krav om forandring og et tilbud om udvikling”. Sådan siger Guldin[2] i sin bog, og i lang tid kunne jeg ikke tage den sætning ind, fattede den simpelthen ikke, men nu begynder den at give mening.
I dag, 3 ½ år efter, mødes vi stadig på skift hos hinanden hver anden måned, snakker, støtter, ler og græder.
[1] Navnene og nogle historier er ændrede
[2] Guldin: ”Kort og godt om sorg”, p. 87
Sorg og Savn, 16
Efter et par ugers pause med bloggen, hvor jeg har været i Portugal og vandre en del af Caminoen, er jeg nu tilbage. Det var en intens oplevelse at vandre i skiftende landskaber: Eucalyptusskove, klipper, Atlanterhavet, marker, landsbyer og industriområder med skiftende underlag: brosten, træbroer, skovbund og asfalt. Solen, der bagte og varmen, der steg i løbet af dagen, bakke op og bakke ned, trætheden, der sneg sig ind. Kilometer efter kilometer – den ene fod foran den anden. Privilegiet med at lade tankerne flyve af sig selv og følelserne flyve med. En dag vi sad på en cafe, stod der en gadesanger, som fortolkede et gammel Elvis-hit: ”I can’t help falling in love with you…. Some things are meant to be, Take my hand, Take my whole life, too – For I can’t help falling in love with you”
Pludselig løb tårerne og jeg blev overmandet af minderne om min egen forelskelse; og en stor taknemmelighed over at have oplevet min og Steffens kærlighed.
Det fik mig til at tænke på hvordan det var, da chokket over at være blevet alene fortog sig, da jeg ikke længere panikkede i forretninger, over breve fra banken eller ved tanken om at hvilken pære der passer til hvilken lampe. Der var kommet en vis ro over mit liv, de fleste dage.
Så en dag tager jeg et fotoalbum frem fra vores unge år: på campingferie med drengene i Italien. Billeder af glade drenge og stærke, energiske forældre. Sjove minder vælder frem og pludselig kommer der en skarp følelse i hjertet, en følelse af savn – ikke sorg. Hvor ville det være dejligt at gense de billeder med Steffen, jeg savner hans kommentarer, han ville kunne huske historien om, hvorfor vi tog et billede af netop den bygning, eller hvilken fugl der gemmer sig i den busk og hvorfor vi var på den boldbane i en lille by.
Jeg er ”i savn” – og det føles anderledes end at være i sorg. Nu har jeg accepteret og forstået at jeg er alene, at det er et vilkår at han er væk og ikke kommer tilbage. Jeg skal selv genopleve og mindes vores liv sammen, jeg skal selv klare alting og jeg skal selv integrere savnet af ham i mit fremtidige liv. Nu er jeg taknemmelig over, at vi havde de gode snakke mens han levede om vores fælles liv, om de spændende og udfordrende oplevelser i Afrika, om hverdagen i Danmark, om arbejdslivet og forældreskabet. Alt det vi fik sammen, tog sammen, nød sammen og kæmpede for sammen. Et godt liv, det var vi enige om. Til sidst var han så træt, og hans sidste ord var: ”Vi har haft et godt liv sammen, Maria.” Det har vi, og jeg savner ham af H til.
Savnet rammer som et lyn, uventet og voldsomt til tider. Når jeg genser en film, et maleri eller hører musik. Men det rammer også når jeg går alene hjem og ligger i sengen, så savner jeg hans arme og savner at vide, at vi har hinanden i morgen. Jeg savner en helt almindelig hverdag, hvor vi ikke tænker på svaret af den næste scanning, men bare snakker om aftensmad og nyheder.
”Når man savner så meget, er det en afspejling af hvor stor kærligheden har været” siger kloge folk. Det er helt smerteligt rigtigt, og i dag kan jeg godt forstå dybden af det udsagn. Nu er jeg i stand til at mærke taknemmeligheden over at have oplevet stor kærlighed.
Sorgen suser ind og ud, 15
Nu kommer det lange, mørke, kolde og triste efterår. Ligesom mig selv, i hvert fald mørk og trist. Sorgen er der som en kampesten jeg slår sig på. Der er lange dage uden at snakke med nogen, lange aftener alene foran fjernsynet eller med en bog. Spise alene, sove alene, græde alene og finde ro alene. Sådanne dage savner jeg at kunne dele mit liv med Steffen, dele irritationen over små og store ting som for eksempel at der nu igen er vejarbejde, så man skal gå en omvej, eller dele bekymringen over verden og krigene i verden. Finde trøst i hinanden og berolige hinanden, snakke om de gode ting også. Før nød vi de dejlige lange weekends sammen, vores motto var ”We live for weekends”, nu larmer stilheden i weekenden og min stemme runger hult i lejligheden.
Om aftenen og natten savner jeg hans krop ved siden af min, hans kærlige hænder og at ligge i ske indtil vi falder i søvn, nærheden til ham. Det fysiske savn gør ondt i hele kroppen, den skriger efter ham og nogle nætter står jeg op og vandrer rundt hvileløs og søvnløs i stuerne.
Men især savner jeg at dele fryden over barnebarnet, der spreder glæde med sine nye påfund. For sådan er der heldigvis også dage med latter og sol, der lyser op.
Så en morgen vågner jeg og mærker at jeg har energi og lyst til livet, til en tur i fitnesscenteret til latindance og jeg opdager at jeg kan følge med i instruktionerne. For nogle måneder siden gik jeg helt i stå og stod forvirret og prøvede at få tempoet i vejret, uden held. Men i dag kører det derudaf og glæden ved musikken, ved at danse og bevæge mig bobler i hele kroppen, jeg går derfra rigtig glad i bolden. Finder straks et nyt hold i morgen, jeg vil have mere glæde.
Der er dage med livslyst, en god ven spørger om vi skal gå ud at spise sammen. Jeg kan mærke en ny – eller rettere gammel og velkendt – følelse af forventning og fryd over at være til. Det er svært at forklare hvad der sker, men der er bølger af sorg og bølger af glæde, der suser ud og ind af systemet. Det er vel sådan det er, jeg er nok helt almindelig, og nu lever jeg for dagene med livslysten, de kommer helt sikkert – og flere og flere af dem.
Jeg tror jeg er ved at finde min plads i livet som Maria-Maria, ikke kun som den sorgfulde enke, men finde ud af hvem jeg er nu, hvad jeg har lyst til og hvordan jeg vil finde ro og sjov i livet. At skrive sorgen ud er sådan jeg finder en måde at leve med den på, finder en plads til den ved siden af glæden.
Sygdom, immunforsvar og sorg
Atjuu – nys på nys og snotten, der løber. Host, host, stemmen forsvinder og bliver hæs. Av, av, når jeg synker, min hals er betændt. Lægen udskriver penicillin og jeg ligger uvirksom hen.
Det bliver bare ved og ved, hver måned byder på en ny variant. Mit barnebarn på 2 år er leveringsdygtig i vira og bakterier, og vennerne kan også levere. Befolkningens immunforsvar er på lavpunktet efter corona, især mit forsvar er væk. Jeg plejer ikke at blive syg, men nu skal jeg love for, der er åbent hus for alle vira.
Jeg føler jeg bliver kørt ned, bliver træt, skal op igen, træne musklerne op, hvilket er en udfordring for en kvinde i slut 60’erne. Hver gang jeg bliver rask, kommer jeg på genoptræning, lige indtil jeg igen bliver indfanget af en virus.
Trætheden er overvældende, langsomheden er slående, der er dage, hvor jeg slet ikke udretter noget, kan ikke tage mig sammen, magter ikke at tænde støvsugeren.
Min krop er kørt ned efter 5½ års pårørenderolle, angst for kræft, for coronasmitte og for at blive alene. Jeg kan ikke mere, så nu fortæller min krop mig, at jeg skal lægge mig ned, mærke sorgen og tænke mig om.
Hvor jeg bare hader det. Den der følelse af afmagt, af ikke at kunne håndtere mit eget liv. Aflyser arrangementer, møder, sammenkomster og hyggeligt samvær med familien. Gemmer mig under dynen og er i sorg. Græder og har ondt af mig selv.
Må jeg godt have ondt af mig selv? Det er et gennemgående spørgsmål for mig. Jeg kan ikke klage materielt med mit på det tørre, tag dig nu sammen, Maria. Jeg har 2 skønne sønner, svigerdøtre, 2 børnebørn og gode venner. Jo, jeg har mistet min mand, men der er andre, der har det værre end mig, se bare på de ukrainske enker, der også har mistet en bror i krigen. Eller de kvinder, der har en dement mand, som de har passet selv i 5 år. Sådan kan jeg relativere og diskutere med mig selv i timevis.
Men jo, savnet og smerten over min kære mand er min, og den er stor, kæmpestor. Jeg må godt. Nu sørger jeg, nu flyder tårerne i en lind strøm sammen med snot og hoste.
Årsdagene, 13
Det var næsten 2 år siden Steffen drog sit sidste åndedræt, hvor min søn og jeg sad ved hans side. Jeg troede at sorgen ville være lettere at bære efter 1 år. Det var en stor fejl og en lige så stor skuffelse at bære rundt på bagefter. Nu er jeg klog af skade og forventer ingen mirakler på 2 års dagen. Sidste år på 1 års dagen holdt vi en mindekomsammen hos min søn og svigerdatter, 3 venner og mig. I år ved jeg ikke om den skal mindes på samme måde.
Steffen besluttede, at hans aske skulle spredes ud over vandet. ”Om vi havde noget imod det, eller havde vi behov for et gravsted?” spurgte han. ”Nej og nej”, svarede vi og stod ret. ”Selvfølgelig skal du have det som du vil”. Vi anede ikke hvad vi ville, jeg kunne ikke se mig selv sidde ved et gravsted og sørge. Dengang. Nu kan jeg godt, og jeg savner nogle gange et sted, et samlingssted, et savnested, et mindested.
I min sorggruppe taler de om, at de mødes med deres børn på mandens gravsted til 1, 2 og 3 årsdagen, de forstår mig godt. Nogle venner spørger: ”Kan du ikke bare gå ned til vandet og tænke på ham?” – ”Jo selvfølgelig” svarer jeg, men det er ikke helt det samme, tænker jeg, hans aske flyder jo rundt i stumper og stykker og det er svært at få et samlet billede af ham.
Så hvad skal jeg egentlig stille op med den 2 årsdag, der er på vej? D. 15. april – midt i foråret, det forår der mister sine farver et par dage. Det er også 14 dage efter langfredag, som han forlod os på for 2 år siden. Ironisk nok, for han var ikke meget for Jesus, ja faktisk havde han det virkelig dårligt med ham. April er blevet en måned fuld af sorg: vores bryllupsdag og hans dødsdag – de triste minder konkurrerer med det livsbekræftende forår.
Jeg har ikke lyst til at skrive til nogen og høre om de vil mindes. Der sker det forunderlige, at når folk dør, så er de ”ude af øje, ude af sind”. Hvem skulle have troet, at folk kunne glemme Steffen, det har de måske heller ikke, men de taler sjældent om ham. Det er som om han ikke har eksisteret, som om mit liv med ham ikke har fundet sted. Men de 44 år jeg levede med ham, har jo fundet sted. Når han ikke er med i samtalen, vokser savnet og det er som at stå på en løsrevet ø i et stort hav.
På 2 årsdagen går min søn og jeg en tur sammen og spiser indisk mad. Det føles rigtigt, vi kan snakke om Steffen og hvad vi savner. På vejen hjem tænker jeg over hvordan jeg kan tage minderne fra livet med Steffen med mig, eller integrere savnet, håbet, drømme i livet fremover på en god måde.
2025 er det 3 år siden og der er sket mange ting i mit liv. Jeg har taget den store beslutning at sælge min lejlighed på Frederiksberg og flytte på landet i et bofællesskab. Flytningen fandt sted lige omkring 3 årsdagen og begge sønner troppede op og hjalp. Vi tog os også tid til en frokost, hvor vi mindedes Steffen og talte om, hvad han ville synes om mit valg af bolig. Jeg tror ikke han ville være flyttet med, han holdt så meget af byen, men jeg er sikker på, at han er glad for, at jeg har taget min helt egen beslutning, som jeg ved er god for mig.
Sorggruppen, 12
”Vil du med på et afbud i en sorggruppe, der starter i morgen?” – Stemmen i telefonen lyder helt nøgtern, og imødekommende. JA, svarer jeg begejstret, som blev jeg inviteret til en fest. Det er jo det jeg har ventet på, en vej ind til at mærke mine følelser, det er 6 måneder siden jeg blev alene.
Kræfthuset på Nørrebro tilbyder et forløb for sorggrupper med tilknyttede terapeuter. Det viser sig at være en gruppe bestående af 7 kvinder, den eneste mand finder hurtigt en undskyldning for at gå igen. Som én af deltagerne rammende siger: ”Verden er fuld af enker”. Vi er vidt forskellige af baggrund, alder og ”enkeanciennitet”, men sorgen knytter os sammen til en stærk enhed.
At dele oplevelser, følelser, reaktioner, sorg og glæder med hinanden er både trygt og udviklende. Terapeuterne sætter nænsomt gang i vores følelser og vi spejler os i hinanden. Det er et rum, hvor vi ikke behøver så mange forklaringer, vi kan forstå hinandens reaktioner. At mødes med de andre kvinder bidrager til at acceptere min egen tilstand, til at indse, at mine følelser er OK. Det er en lettelse at få luft for frustrationer over mandens familie, at høre de andres lignende frustrationer.
Vi taler om vores børns reaktioner, nogle har teenagers boende hjemme, andre har voksne sønner og døtre. Vi bliver mindet om deres sorg, og kan tage det videre i samværet med dem.
Alle har vi forskellige måder at tackle vores nye livssituation på.
Susanne [1]er alene, hendes mand kom fra Island, de fik ingen børn og hun selv har meget lidt familie. hun besluttede efter mandens død at gøre noget radikalt positivt for sig selv med erstatningen fra livsforsikringen: hun købte en hest.
Pernille og Birthe har været i byen og fået kærester, spændende! Hvordan er det at kysse en anden mand, have sex med ham? Tænker du på din afdøde mand imens? Pia har oprettet en profil på facebooks datingside og får frække henvendelser fra yngre mænd. Vi lytter grinende til beretningerne om de nye kærester og livet med en datingprofil.
Eva har fået nyt job, hun har arbejdet hårdt for at komme et andet sted hen i organisationen. Det lykkedes og nu rider hun på en bølge af succes og udstråler styrke og overskud.
Vi 3 ældste kvinder er i gang med at finde ud af at være alene, selv at skifte pærer i lamperne og spise alene. Næsten. Vi er også ved at finde nye aktiviteter og sammenhænge: korsang, dans, meditation og sprogkursus. ”Man kan sige, at sorgen kommer med et krav om forandring og et tilbud om udvikling”. Sådan siger Guldin[2] i sin bog, og i lang tid kunne jeg ikke tage den sætning ind, fattede den simpelthen ikke, men nu begynder den at give mening.
[1] Navnene er ændrede
[2] Guldin: ”Kort og godt om sorg”, p. 87
Oprydning og dyner, 11
Oprydning
Møllene flakser rundt i lejligheden og øjensynligt er mølkugler gået af mode siden jeg var barn. I stedet prøver jeg med diverse andre dyre foranstaltninger og gifte at slippe af med dem. Det er i den forbindelse jeg opdager, at møllene har en ”hub” i klædeskabet blandt Steffens jakkesæt og hans uldne trøjer.
Nu må jeg i gang med det, jeg har vægret mig ved, nemlig at rydde ud i hans tøj, det er nu en tvungen opgave. Sønnerne har taget det de vil have, men der er stadig et halvt klædeskab tilbage, som skal fjernes. Jeg finder rengøringsmidler og klude og vasker hele skabet ned. Tager jakkesæt efter jakkesæt, skjorte efter skjorte og trøje efter trøje og ser efter mølhuller. Pakker underbukser og sokker sammen for at skille mig af med det. Det føles som at udradere hans eksistens, som at skille mig af med ham. Den skjorte havde han på til sønnens bryllup og det jakkesæt købte han til ansættelsessamtalen til sit sidste job og den trøje fandt han i Sydafrika. Minderne skriger mig i møde.
Jeg har ringet til Mændenes Hjem i Valby, og aftalt med dem, at jeg kommer med min afdøde mands tøj. Nu skal jeg bare samle det sammen i poser. Skuffen med sokker er propfuld, hvorfor har han dog haft så mange sokker? Jakkesættene tager jeg på bøjlerne og bærer ned i bilen. Hvert skridt gør ondt og hver pose med tøj der proppes ind i bagagerummet, er som at lægge en del af ham ind.
Til sidst er bilen pakket og jeg kører afsted til Mændenes Hjem. En ung mand kommer ud og hjælper mig. Jeg prøver at forklare noget, men han ser bare på mig og siger stille: ”Det er helt fint, vi er meget taknemmelige. Alt bliver brugt.”
Jeg nikker grådkvalt, ude af stand til at svare sætter jeg mig ind i bilen og mens den unge mand bærer de sidste poser ind, får tårerne frit løb.
Det var et stort skridt og derhjemme kan jeg nu fylde skabet og skufferne ud med mine egne ting. Det ser tomt ud – jeg har beholdt hans to yndlingsskjorter som minde.
Men det jo ikke gjort med tøjet, så indimellem tager jeg en skuffe eller en mappe frem med hans papirer og gennemgår dem. Det er nemt nok at smide gamle selvangivelser, lønsedler og kvitteringer ud, det ryger ned i papircontaineren i gården. Men når jeg finder hans pas, internationale kørekort eller dykkercertifikat, så løber minderne sammen med min egen historie til vores fælles historie og det føles endnu mere som at fjerne ham, udradere ham og vores liv sammen fra denne verden. Det kommer ikke til at ske lige nu, det kan jeg ikke, jeg lægger det tilbage i skuffen.
- Dyner, parmiddage og andet akavet
Hvad gør jeg, nu jeg er blevet alene: skal jeg have en eller to dyner i sengen? Det tænker jeg meget over, for det ser ensomt ud med kun én dyne, det skriger brutalt til himlen om, at jeg er helt alene. En rå afspejling af virkeligheden, der gør ondt. Men når jeg kommer ind i soveværelset og der ligger to dyner, bliver jeg forskrækket hvis den ene dyne buler lidt. Ligger han der endnu? I den sidste tid, hvor han ikke var andet end skind og ben var det svært at se om han lå der. Det gibber i mig, sorgen sidder som en rovfugl på mine anspændte skuldre. Jeg vakler mellem de to sindsstemninger indtil jeg en dag fjerner den ene dyne, og lever med de rå kendsgerninger. Hellere det end at blive kastet tilbage til den sidste svære tid.
En bekendt, som mistede sin mand for 7 år siden, tilbyder at øse af sin erfaring med at blive alene. Jeg takker ja, og hun lærer mig lidt om at tackle hverdagen. For eksempel hvordan man griber det sociale liv an, når nu det hidtil har bestået i par-middage. Når jeg inviteres hjem til middag hos vennerne, er jeg fortabt, alene, frygtsom og taknemmelig. I dette virvar af følelser forsøger jeg at finde min plads. Synes jeg skal fylde for to personer, kunne det samme som Steffen kunne. Faktum er, det kan jeg ikke. Jeg er ikke ham, ikke nær så klog, interessant og vittig som ham. Synes jeg. Hvad kan jeg overhovedet bidrage med? Hvem gider overhovedet se mig, snakke med mig, være sammen med mig?
Men det utrolige sker: Middagen forløber hyggeligt, vi snakker om det vigtige i vores liv og livet udenom i verden. Jeg folder mig forsigtigt ud, mærker deres kærlighed og en ny platform bliver skabt.
Andre gange går der ged i den. Når jeg f.eks. er sammen med flere par til arrangementer: udflugter, møder og andet. Så gribes jeg af en trist følelse, en kold hånd om hjertet, for mens de lige konfererer med hinanden om, hvor de nu lagde nøglerne eller hvad de synes om den film, den kage eller giver hinanden et kys og et kram, så står jeg igen på min øde ø og har ikke nogen at drøfte noget med, ingen at kramme med. Det er enkens vilkår, den enliges vilkår – og jeg skal lære at leve med det. Være dobbelt så stærk, være nok i mig selv, hvile i mig selv. Det kan jeg godt, det tager bare lidt tid at komme hen til det sted.
Hvad folk siger – og ikke siger, 10
Der er skrevet meget om, hvad man må/skal/kan sige til en pårørende eller en efterladt. Lad mig bare slå fast, det er svært at sige noget helt rigtigt til en sørgende. Det bedste er at lytte, for nogle gange vil man gerne tale, andre gange bare være i fred, eller tale om noget andet.
Der er dog visse ting man med fordel kan undgå at sige, for eks:
”Nåh, men det er vel også en lettelse, at han fik fred? Ja, selvfølgelig er det en lettelse ikke hele tiden at skulle frygte, hvornår hans sidste time er kommet og hvordan det sker. Det er også fedt at kunne køre forbi Herlev hospital uden at tænke på, at vi har en aftale i morgen eller næste uge, hvor vi skal have svar på en scanning, der nok viser at kræften er vokset. Det er også dejligt at huset ikke er fyldt med piller og proteindrikke. Men sorgen og savnet bliver jo ikke mindre af den grund.
”Kender du begrebet ”Ventesorg”? Du har jo sørget så meget allerede.” Ja, jeg kender det godt, det er et meget rammende begreb, når jeg ved han dør og jeg går og venter og frygter det sker, men sorgen efter at have mistet min partner bliver ikke mindre af at have sørget mens jeg venter. Jeg får bare dobbelt op på sorg, sorg med sorg.
”I fik da mange gode år sammen, ikke?” Ja, vi var sammen i 44 år og?? Kan jeg så ikke tillade mig savne ham nu, sørge over ham? Jeg var jo heldig, fik masser af kærlighed gennem alle de år, men så er der jo så meget mere at savne og mindes.
”I var så gode til at nyde den sidste tid I havde sammen. Alle de gode ting I gjorde med hinanden” Ja, det er rigtigt, vi levede intenst mens han var syg, vi fik det bedste ud af det, selvom frygten og ventesorgen fyldte og jeg var totalt stresset i den periode, konstant i max alarmberedskab. Der var så også lige de to år med corona, hvor vi ikke kunne lave så meget og hvor corona var en ekstra stressfaktor.
”Går det bedre, er du ved at komme videre?” Det er den værste bemærkning, for tror I virkelig, at jeg bare kan lægge sorgen bag mig, gnide hænderne og sige ”det var det”, ude af øje, ude af sind? Sådan er det ikke, måske om 20 år, hvis jeg lever så længe eller er blevet dement og ikke kan huske noget eller nogen længere. Han bliver ved med at bo i mit hjerte, også selvom alle andre glemmer ham.
”Du klarer det bare SÅ flot, synes jeg” – ”Hvad ved du om det, hvad havde du forventet?” har jeg lyst til at råbe. Det gør jeg selvfølgelig ikke, jeg er jo pæn og afbalanceret udadtil. Hvad ligger der i at klare det flot? Det er vel netop at være rolig udadtil, men ingen véd jo, hvordan jeg kæmper med at komme op om morgenen, hvordan jeg går rundt om mig selv, stirrer ind i væggen, desperat forsøger at forstå, hvad de taler om i nyhederne. Ser Barnaby, når jeg er alene lørdag aften.
De spørgsmål og kommentarer jeg nævner her, gør mig trist – og ensom. De efterlader mig alene i min sorg, nærmest som om jeg ikke har lov til at være ked af det og savne ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, mumler et eller andet og fører samtalen hen på noget andet. Men I mener det jo godt, jeg er taknemmelig for jeres omsorg og venskab.
Så en dag er der en, der går til biddet da jeg svarer at ”der er gode dage og mindre gode dage”. Han spørger ”hvordan har du det på de mindre gode dage, hvad tænker du og hvad føler du?” – Det er en åbning, hvor han rummer min sorg og det åbner en mulighed for at tale dybere om sorgen.
”Sshh,” Så er der dem, der slet ikke siger noget. De laver en sniger, de springer over Steffens død, lader som om det slet ikke er sket, nævner ham ikke, kondolerer ikke, snakker om noget helt andet. Det er mest hans relationer, der måske slet ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre. Så er det nemmere for dem at forholde sig i stilhed. Det gør ondt, det understreget mit tab, mit savn og min ensomhed.
Indkøb 09
Nu er det sommeren 2025, 3 år efter min mands død og jeg tænker tilbage på tiden kort efter, hvor jeg skulle finde mine ben:
“Jeg cykler ned ad Gl. Kongevej og får øje på fiskeforretningen, måske kunne det være dejligt med fisk til aften? Da jeg nærmer mig, bliver jeg i tvivl, cykler lidt langsommere og ender med at køre forbi. Jeg er i tvivl om alt. Om fiskeindkøb, om hvad jeg skal gøre først: gå i byen eller gøre rent, skal jeg drikke kaffe på en café eller derhjemme. Når jeg står inde i Brugsen og skal beslutte mig for om jeg skal købe rejesalat eller tunsalat til frokost. I starten kom jeg hjem med begge dele, eller ingen af delene, det var lige som om min hjerne ikke fungerede. Heldigvis er det blevet lidt bedre med tiden.
Den første sommer efter Steffens død, altså 3 måneder efter, er min terrasse glat som is, så noget må der gøres. En tur i Jem og Fix truer, jeg hader store forretninger med mange valg og mange mennesker, lige bortset fra ekspedienter, der glimrer ved deres fravær.
Først studerer jeg internettet og youtube for at finde ud af hvilket produkt jeg skal vælge. Således forberedt tager jeg i forretningen og styrer direkte mod afdelingen for haveredskaber. De har alligevel ikke lige et produkt, som fjerner alger. De har kun et produkt, der renser terrasser, det ser ikke stærkt nok ud til isbanen derhjemme. Jeg læser indholdsfortegnelsen flere gange og ser på hylden, om der skulle findes et andet middel.
Alt imens banker mit hjerte højlydt, mit åndedræt bliver hurtigere og jeg ser mig omkring for at spotte en ekspedient. ”Ro på” siger jeg til mig selv, ”træk vejret, du kan godt klare det her.” Et ungt menneske med en Jem og Fix skjorte på har forvildet sig hen i nærheden af hylden og jeg griber chancen og jeg spørger ”Er denne Terrasserens er stærk nok til at slå alger ihjel med?” Han tager dunken ud af min hånd og begynder at læse indholdsfortegnelsen, min utålmodighed vokser og jeg siger ”Der står ikke noget om alger!” – ”Nå, nej, men det er jo en terasserens, så den er vel god nok”. Det er tydeligvis ikke butikkens ekspert jeg har fået fat i, panikken griber mig og jeg lader det unge menneske stå med Terasserensen i hånden mens jeg styrter ud af butikken mellem skiltene, der reklamerer med ”Høflig Selvbetjening holder priserne nede”.
Boligen 08
”Bliver du boende her? Det er en dejlig lejlighed, men måske lidt stor til dig, og har du råd til den?” Spørger venner og familie. ”Ja, ja og ja” svarer jeg. ” Jeg har endnu god tid til at træffe en beslutning, men det med at træffe beslutninger er svært, rigtig svært. På den ene side og på den anden side, for og imod, jeg kan vende argumenterne frem og tilbage mange gange, indtil jeg opgiver og udskyder beslutningen endnu en gang.
”Hvad gør du med dit sommerhus?” De praktiske spørgsmål falder ned over mig som visne blade fra en buket roser. ”Jeg beholder det så længe jeg kan” er blevet mit standardsvar. ”Men kan du selv klare at holde det, altså vedligeholdelse og sådan?” Jeg har ikke noget svar, hvor skulle jeg vide det fra? Jeg lader tiden gå.
Sommeren 2023 var et skadedyrsmareridt: ræve i skraldespanden, hvepsebo i skuret, mus på loftet, møl i lejligheden og lus i håret. Hvem skulle tro man kunne blive hjemsøgt af så mange plager af bibelske dimensioner på samme tid? Men sidst på sommeren kunne jeg tilfreds konstatere, at jeg havde fået bugt med alle skadedyrene. Så drømmen om en steril etværelses lejlighed på 6. sal med vicevært langt fra natur og dyr, blev aflyst. Nu nyder jeg både min store lejlighed og mit sommerhus med naturgrund så længe jeg kan.
Men så er der lige det med vandet i sommerhuset om vinteren, skal jeg lukke for det eller ej, skal jeg lade varmepumpen køre hele vinteren? Endnu en ting at beslutte – alene, for det er enkens lod. Jeg lod varmepumpen køre sidste vinter, fordi jeg ikke kunne finde brønden og derfor ikke kunne slukke for vandet. Jeg fandt en beskrivelse af, hvor brønden var, og sammen med min vage erindring om positionen ledte jeg selv udenfor uden held, fandt tegningerne på huset og ledte igen. Samme resultat. Ringede til vandværket, der sendte mig koordinaterne, stadig ingen brønd. ”Nej, den må da kunne findes” sagde mine søde naboer og gik i gang med at lede.
Koordinaterne var helt i skoven – bogstavelig talt, så heller ikke de havde heldet med sig. Endnu en opringning til vandværket, der surt lod mig forstå at det burde jeg sandelig selv vide, og hvem skal betale en mand til at finde den? Min søn havde set på tegningerne og foreslået at jeg skar noget af al det kvas op der lå ved indkørslen, brønden var sgu nok der nedenunder. En dag dukkede der så en sød mand op fra vandværket med et måleapparat, der fandt brønden, under kvaset.
Der er nok at forholde sig til, min læringskurve er stejl, men langsomt tager jeg ejerskab til mit liv.
Asken på havet 07
SLAM siger det, da den store jerndør smækker i efter mig fra kapellet på Vestre kirkegård, hvor jeg har hentet urnen med Steffens aske. Det tager 1½ time at brænde et menneske til aske. Det er et mærkeligt faktum, som dukker op da jeg står der, at min mand har været i flammer så længe for at komme ned i denne her urne.
Hans urne er ikke den eneste, de har til opbevaring, urnerne står som hyldevarer og afventer afhentning af de pårørende. Steffens urne er en helt speciel urne, designet til at kunne åbnes på vandet således at asken kommer ud for neden og ikke blæser op i ansigtet på én. ”Produktudvikling”, som bedemanden sarkastisk formulerede det. Nu står jeg med pap-urnen i hænderne, den er grim, har et kvalmende billede af en orange solnedgang på og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den indtil asken skal spredes ud over vandet, sådan som han ønskede det. Tilbage i sommerhuset stiller jeg den væk, bagest på øverste hylde i skabet, jeg kan ikke holde ud at se på den. Den må væk, den skal ikke trænge sig ind i min hverdag med barnebarnet, den er et fremmedelement i mit liv.
En ufattelig smuk sommeraften tager sønnerne, Zoe og jeg ud i Roskilde fjord sammen med en god ven i hans sejlbåd. Den ældste søn træder i karakter, han holder urnen og prikker hul, så asken kommer ud og flyder på vandet. Vi kaster blomster og ser hvordan min mand forsvinder. Det forekommer underligt fremmed og på sin vis uvedkommende. Sønnerne og jeg holder om hinanden, men jeg kan ikke komme ud af min skal, jeg er ikke til stede, er rastløs og syntes det er diffust. Vi taler om, hvad vi savner mest ved Steffen: En far og en ”rådgiver”, hans nærvær som ægtemand, en farfar, der leger med togbane og en god ven. Så drikker vi gravøllene og sejler ind mod land i den lyse sommeraften.
Hvorfor græder jeg ikke? 06
De mange praktiske ting fylder i månederne efter, og vennerne står i kø: Har du lyst til at gå en tur, drikke en kop kaffe, se en udstilling? Viljeløst drifter jeg fra det ene arrangement til det andet.
Jeg føler mig lidt som en hund i et spil kegler. ”Skal vi ses?” – ”Ja, det skal vi da”. Dejligt at se alle sammen, dejligt at male, dejligt at få massage. Der bliver fyldt på og fyldt på, hovedet kan ikke tage det ind og jeg føler mig som en zombie, et duracel batteri der drejer rundt. Men jeg erkender det ikke, indser ikke at jeg har brug for ro.
Indimellem tænker jeg: hvorfor sørger jeg ikke? Hvorfor græder jeg ikke? Der må være noget galt med mig siden øjnene er tørre.
Når venner og familie med medfølende stemme, spørger hvordan det går, svarer jeg ”Det går, det skal det jo”. Nogle af dem græder når vi taler om Steffen, men mine øjne er stadig tørre.
Undrende søger jeg svar på, hvorfor jeg ikke græder, er jeg ikke i sorg, bør jeg så ikke græde og hulke? Er jeg hjerteløs, hvad er der i det hele taget galt med mig, det er jo nærmest pinligt at mine øjne er tørre. Tænker på operaen ”Den glade enke”, som liver op ved mandens død, men jeg er jo hverken ”glad eller livet op”, jeg er bare totalt forvirret og på farten hele tiden. Flygter jeg fra sorgen, hvor er den, hvordan skal jeg få kontakt til den? Ved jeg overhovedet hvordan jeg har det? Jeg prøver at mærke efter, men sandheden er, at jeg ikke aner, hvordan jeg har det, udover at jeg befinder mig i et vakuum.
2 måneder efter hans død får jeg en samtale med den rådgiver jeg kender fra ”Pårørendegruppen” i Kræftens Hus på Nørre allé. Forklarer hvordan jeg har det, og spørger hvorfor jeg ikke græder, er jeg forkert? Hun svarer helt enkelt: ”Maria, der er mange måder at sørge på og at reagere på, der er ikke én rigtig måde”.
Skuldrene falder ned, lettelsen er stor og jeg kaster mig over den bog, hun anbefalede: ”Kort og godt om sorg” af Mai-Britt Guldin. Her kan jeg se, at mine reaktioner er helt almindelige, jeg genkender både: ”chok, afmagt, nedsat energi, nedsat immunsystem, forladthed, tanker om ikke at klare det godt nok, fornemmelse af at ingen forstår det godt nok og nedsat kognitiv forarbejdning”.
Det står mig også klart, at jeg må få noget ro i min tilværelse, ro til at mærke efter.
Men det må vente, for 2 uger efter kommer mit barnebarn på 7 år og skal være hos mig i 4 uger, hun og familien bor i Athen og hun glæder sig til at komme på sommerferie hos farmor, vi skal på højskole og alt muligt andet, som farmor finder på. Jeg glæder mig til hun kommer, men mærker også en vis afmatning og træthed, hvordan skal det gå?
Jeg gør det, som jeg er blevet rigtig god til i de forløbne 6 år: jeg lægger låg på følelserne, så det går selvfølgelig fint, det er dejligt livsbekræftende at forholde sig til en 7-årig, vi griner og leger. Vi taler lidt om farfar og en dag, vi skal på cykeltur tager hun ham med i kurven i form af en kvidrende solsort, som han engang forærede hende. Hun ville gerne have farfar med på udflugten og det kommer han så.
Hver aften falder jeg sammen som en klud, som en vissen blomst, der er lige til at smide ud, men næste morgen er vi i gang igen. Hun er en vidunderlig pige, elsker at være i Danmark og på højskolen folder hun sig ud med veninden, hvis mormor storsindet holder mig ud.
Skifteretten 05
Jeg får brev fra Skifteretten, de vil have oplysninger om min økonomiske situation og om jeg skal skifte med mine sønner. Det sidste kan jeg svare nej til, og heldigvis har Steffen og jeg kun fælles børn.
Så jeg skal bare have styr på hvad lejlighed, sommerhus og bil er værd, altså salgsværdien, ikke bare skattevæsenets vurdering. Hvordan pokker finder jeg frem til det? De vil også vide, hvad der står på Steffens bankkonto, som er spærret, og min konto og hvor stor er min gæld og til hvem.
Jeg panikker, kolonnerne og rækkerne filtrer sig ind i hinanden, ord som åbningsstatus, bobestyrer, indbo, løsøre nægter at give mening. Mit hoved er virkelig på overarbejde – jeg opgiver.
ALT, som i ALT skal, gøres online og nok er jeg rimelig digital og vant til at færdes på nettet, men jeg er virkelig udfordret. Det hjælper heller ikke at deres systemer er bryder sammen lige de dage. Det offentlige kan godt forbedre sine forklaringer og ændre sine formuleringer til et mere mundret sprog. Der er mange knudrede sætninger, som et enkestresset hoved står helt af på. Det forstærker afmagten og trangen til at opgive det hele overfalder mig.
Heldigvis har jeg et fantastisk netværk af familie og venner, der træder til helt af sig selv. Jeg får – og ikke mindst – jeg tager imod deres hjælp til at udfylde skemaet, til at regne værdi og gæld ud. Også til at overføre lejlighed, sommerhus og bil til mit navn. Min jurist-kusine sidder klar ved siden af mig, da Skifteretten ringer mig op på det aftalte tidspunkt til vores 15 minutters møde. Jeg svarer og så lukker de sagen.
Det med at tage imod hjælp er svært, jeg kunne se mig selv udefra, en forvirret og afmægtig kvinde, der har mistet sin mand, der sørgede for de fleste af de praktiske ting. Jeg bander over mig selv, hvorfor har jeg ikke sat mig bedre ind i økonomien, hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen og forstå de skide vejledninger, jeg er sgu da uddannet socialrådgiver, jeg må da kunne klare det. Bank, bank, bank mig selv i hovedet. Jeg hader at være afmægtig, at bede om hjælp og føle mig som den lille, som et offer.
Men, da jeg så tager imod hjælpen, får klaret tingene og det hele falder på plads, er det sådan en utrolig lettelse. Tænker, at det nok er OK at bede om hjælp i min situation, at bide stoltheden og stædigheden i mig, at åbne mig og lade mine hjælpere komme til. Tak til jer.
Forsikringer og andet 04
Sønnen og barnebarn Zoe rejser tilbage til Grækenland, hvor de bor, så hvad nu?
Jeg er både trist over at de rejser så jeg bliver alene, men også lettet, kan mærke jeg trænger til ro. Jeg er helt udmattet, træt og forvirret. Telefonen ringer, breve og mails vælter ind fra bank, forsikringsselskaber, yousee, kommunen, skifteretten med videre. De kommer i en lind strøm og jeg kigger på dem ude af stand til at forstå og mene noget, ude af stand til at kunne svare og reagere på dem
Det er som om jeg bliver meget lille, jeg næsten visner og kryber sammen nedenunder bunken af breve. De maser mig og jeg forsvinder for mig selv og for alle dem, der vil i kontakt med mig. Kan de ikke vente lidt, eller bare lade mig være? En dag ser jeg ud af en sprække i bunken og ved, jeg må reagere på skifterettens brev. En god ven hjælper mig i starten, min kusine hiver fat i mig og får sat skik på rodet.
Jeg hiver fat i nogle andre løse ender, snakker med banken, med forsikringen og med pensionsselskaberne. Bagefter kan jeg ikke huske noget, hverken hvad de eller jeg har sagt. Inde i mit hoved er der kaos, der er ikke plads til flere informationer. Jeg kæmper mig rundt i bunken af breve, prøver at forstå dem, magter ikke, orker ikke. Det er sort tale.
Forsikringer var Steffens område, så jeg ender med at tale med dem flere gange før det endelig falder på plads. Nu står der mit navn på det hele, det er endnu en måde at fjerne hans eksistens på.
Pensioner er et andet felt, der virkelig er udfordrende, det driver mig til vanvid. Steffen har tegnet flere pensioner igennem sit liv, han har sørget godt for mig, det véd jeg, vi har talt om det mens han levede, men nu står jeg og skal finde ud af hvad der er hvad og ikke mindst aktivere dem. Jeg har en bunke papirer og begynder at ringe til dem, det er her jeg finder ud af at pensionerne er i en underskov af selskaber, der har skiftet ejer og navn i løbet af de sidste 20 år, nogle pensioner udløber ved død, så forvirringen er total.
Mit enkestressede hoved kæmper med at få plads til det hele, jeg prøver at skrive det ned, prøver at tegne det for at visualisere det, men det er som om det ikke trænger ind, som om jeg ikke begriber hvad de siger, når jeg ringer. Jeg kan ikke engang finde ud af at lægge papirerne i orden, de flyder rundt på bordet som mine tanker og hver gang jeg tager fat i dem, er der en ny orden, eller retter uorden. Udmattet falder jeg om i sengen eller på sofaen. Trætheden – eller måske snarere udmattelsen efter de seks år som pårørende til Steffen og hans kræftsygdom melder sig hurtigt.
Endelig er pensionerne i gang og pengene går ind på kontoen. Foreløbig skal jeg ikke bekymre mig over økonomien, så det lader jeg være med, tænker der kommer en dag, hvor jeg måske kan få et overblik.
Alt imens pibler foråret frem, bøgeskoven er grøn og blomsterne fylder græsplænerne.
Visdom På Kanten 