Gift

Mor og hendes nye mand sidder på verandaen og venter, da jeg kommer kørende ind på campingpladsen. Vi har lejet to hytter, her ved Roskilde Fjord. En til os tre og en til min søster og bror. Hvert år samles vi. Det er en gammel tradition. Før i tiden var børnene med, men nu er de alle over tyve, og har hver og én fundet på gode undskyldninger for ikke at deltage i vores årlige komsammen. Vores ægtefæller er også blevet syge eller er taget på forretningsrejser. Der er kun os. Den gamle familie og så mors nye mand. Willy, hedder han. Sød og pæn, der er ikke noget at klage over, høflig og helt døv.

Jeg kan allerede på lang afstand se, at humøret ikke er det bedste. Hverken hos den ene eller anden. På bordet står dunken med de første tre liter hvidvin. Mor tåler nemlig ikke rødvin mere. – Jeg får sådan hovedpine, siger hun.

                          – Kom og sæt dig, siger hun.  – Nu skal du høre det værste. Willys søn vil ikke længere se ham.

Der er ingen indledning. Ikke noget med: Har det været en lang tur? Hvordan har du det? Eller sådan nogle ting. Vi er på med det samme. Willy rejser sig møjsommeligt fra stolen, stikker sin kind frem til kys og ryster fortvivlet på hovedet.

                          – Nej, det er helt forfærdeligt, siger han og græder en smule. Det er stadig lidt akavet at kysse ham, jeg har jo kun set ham et par gange.

                          – Jamen dog, jeg stiller mine tasker, mens jeg indvendigt begynder at ruste mig til weekenden.

                          – Kan du nu forstå det, mor tømmer glasset, mens hun ser på mig hen over brillekanten.

                          – Vi har intet som helst gjort dem, men nu har vi også lavet testamente. De skal ikke få en øre, vel Willy?

                          – Nej, ikke en øre, siger han og ser væk.

                          – Fortæl, hvad der sket. Jeg kan ikke lade være med at skænke mig et glas af den lunkne hvidvin.

                          – Det begyndte for flere måneder siden, da Willys søns nye kone fandt ud af, at Willy har en million på kontoen. Du skulle heller aldrig har sagt det højt Willy, siger hun og ser bebrejdende på ham. Han ryster på hovedet, og ser ned på sine hænder, der bare ligger dødt i skødet. Willy kan ikke lade være med at prale, selvom jeg har sagt til ham, at man aldrig skal sige noget om penge til familie. Nåh, men så blev Willys søn pludselig meget sød, og kom og besøgte os hele tiden. Først var vi jo glade, han plejede jo ikke sådan at komme forbi, men så begyndte han at udspørge mig om alt muligt. I sær om hvor mange penge, jeg bruger på mad og at jeg hellere skulle købe ind i Rema og ikke gå i Brugsen, selvom den ligger tættere på. Så syntes han, at vi skulle give hans nye kone fødselsdagsgaver, og du ved jo, at vi aldrig giver gaver til andet end børnebørn under 18 år. Vi skulle vise, at vi holdt af hende, sagde han, og det gjorde vi jo overhovedet ikke, vel Willy.

Igen ryster Willy bare på hovedet.

                          – Jamen, måske ville din søn bare have, at du viser hans nye kone opmærksomhed, så hun kunne føle sig velkommen i familien. Vi kunne da også have inviteret dem med her op til fjorden, siger jeg og glæder mig i mit stille sind over, at vi ikke havde fået den åndsvage ide i tide.

Pludselig vender Willy sig mod mig, stirrer mig vildt i øjnene og siger:

                          – Du ved ikke, hvordan det er. Alting ryster på ham.

                          – Så, så, siger mor – Tag dig et glas mere. Og lad være med at blande dig, siger hun til mig og lyner hen over brillerne.

                          – Nu kommer de andre, råber jeg glad og lettet, da bilen med mine søskende ruller op foran hytten. Jeg rejser mig og lader de to gamle nisser blive siddende på den lille veranda.

                          – Hvorfor går du, råber mor efter mig, som om hun overhovedet ikke har set de nyankomne. 

                          – Velkommen, siger jeg og overhører hende.

Min søster og bror ser bare på mig. Lange blikke. Vi behøver ikke mere. Sammen går vi ind i den anden hytte og taler højlydt om, hvor dejligt vejret er, når nu vi skal ud og cykle i morgen. Fjorden rundt. Det er derfor vi er her, siger vi til hinanden og ved, at der måske kommer lidt bump på vejen.

Lidt efter kommer mor ind.

                          – Hvorfor siger I ikke goddag til Willy. Det kan I altså ikke være bekendt. Kan I så gå ind og sige goddag, ellers bliver han så ked af det. Især nu, når han ikke selv har en søn mere.

                          – Er hans søn da død, spørger min bror.

                          – Så godt som, svarer mor med et sigende blik til mig.

                          – Det kan vi snakke om senere mor, siger jeg og vinker med øjenbrynene til både bror og søster, så de forstår, at de skal løbe over og kysse Willy. Min søster farer straks af sted, mens min bror lader som om, han ikke har forstået en lyd.

                          – Goddag mor, siger han, og prøver at få øjenkontakt.

                          – Kom så af sted, siger hun bare.

                          – Mor, vi har ikke set hinanden i et halvt år. Jeg vil gerne sige goddag til dig.

                          – Nåh, ja, siger hun og giver ham et hurtigt kys, men lov mig at du går derover, han skal jo gerne føle, I kan lide ham. Han er jeres nye papfar.

                          – Hvad siger du, griner min bror. Du må være skør. Er I blevet gift?

                          – Ja, det er jo derfor, hans søn ikke vil se ham mere.

                          – Gift, gisper jeg, det mener du ikke!

                          – Hvorfor ikke. Hun drejer sig rasende mod mig. Tror du man bliver for gammel til kærlighed, min pige. Hvor er din mand egentlig henne?

Den sad.

                          –Jamen mor, I er 80 og 85 år, man bliver da ikke gift.

                          – Var du hvid brud, kan jeg ikke lade være med at replicere.

                          – Så er det nok. Hendes stemme har stadig samme kraft. – Gå så over og sig goddag til jeres nye far.

Jeg lader som ingenting og har jo også god samvittighed, har både kysset og det hele. Nu er det min brors tur. Men kan alligevel ikke lade være at sige:

                          – Har du taget ham pga. af millionen.  Min mors hørelse er ikke, hvad den har været, så min frækhed går upåagtet hen.

Ude i det lille køkken, kan jeg høre en undertrykt klukkende latter. Det er min bror. Skuldrene hopper op og ned, mens han sætter ting på plads i køleskabet. Øl. 

                          – Hvad fanden griner du af, råber jeg. Vi har fået en ny far. Gå så over og kys. Han vender sig om, tårerne triller ned af de runde kinder. Af en eller anden grund er hele familien både de ægte og indgifte ret runde i det.

Min bror tager et par dåser i hånden og giver mig et bjørnekram på vejen.

                          – Det skal nok gå alt sammen, siger han og går over mod hytten, hvor mor og Willy sidder på verandaen og troner. De ligner pludselig et royalt par, der tager mod undersåtternes hyldest.

                          – Goddag, Willy, siger han og ler. Vil du have en øl, helt fra Tyskland.

                          – Nej tak, siger Willy, jeg drikker ikke øl. Man skal tisse hele tiden ved du, og det er ikke rart i min alder. Jeg holder mig til vinen.

Inde i hytten står to dunke mere. De har medbragt 9 liter vin til to dage. Man skal ikke gå ned på våde varer i min familie.

                          – Fortæl nu, siger min bror. Vi vil høre om giftemålet. Var det i en kirke? Og er vi egentlig til bryllupsfest i dag? Så er det måske jer, der giver middagen på kroen i morgen aften? Han griner.

                          – Det har vi slet ikke råd, siger mor. Vel Willy? Vi har så mange udgifter, og vi vil jo også gerne have lidt penge på kistebunden, der kan forsøde vores alderdom.

                          – Hvad siger de, spørger Willy. Han har svært ved at høre, både når man er tæt på og langt fra, så mor oversætter os hele tiden. Hun er blevet hans tale- og hørerør.

                          – Så er I endelig holdt op med jeres sociale bedrageri, som I ellers har kørt på med de sidste tre år, siger jeg og ved udmærket, at jeg lægger op til krig, men jeg har været rasende over at vide, hvordan de malkede systemet for boligtilskud, og hvad ved jeg.

Mor overhører mig, men sender mig blikket, og Willy kan jo ikke høre. Min stemme hænger bare i luften, indtil min søster forsonende siger, at nu er det vist på tide, at vi alle sammen siger skål og tillykke med brylluppet.

Mor smiler nådigt og ser over på Willy.

                          – De siger tillykke med os, Willy.

                          – Tak, tak, siger han og ser intenst på sine hænder, der ryster lidt, mens han skænker endnu et glas fra dunken, der nu er blevet tydeligt lettere og dog sværere at håndtere.

Vi rejser os alle sammen, ser på de gamle i stolene og råber: Hurra, de længe leve.

Vi kan ikke lade være med at grine. Det er simpelthen for komisk det hele.

                          – Hvad griner I af? siger mor.

Da vi igen har sat os, klapper min bror sig på maven og erklærer, at nu er det tid til pølser. Han rejser sig og går i gang med at finde grillen, pølser, ketchup og alt det andet, der hører til, for, at familien kan få lidt mere til sidebenene. 

Min søster og jeg sætter borde sammen, finder tallerkener, og går hviskende rundt med barndommens galde i årerne. Vores mor sidder stille og aer sin nye mand på hånden, mens hun smiler saligt.

Pludselig, råber hun hen mod min bror:

                          – Pas nu på du ikke brænder nallerne, du er jo ikke den mest fikse på fingrene, vel?

Han vender sig mod hende. Hun ser udtryksløst på ham. Det salige smil er afløst af en kold vind, der rammer ham.

                          –For Satan mor, lad ham være, hvisler min søster. Du ved, han ikke kan tåle alle dine bemærkninger.

Han fortsætter med at grille. Nu med vreden som en sky rundt om hele kroppen.

                          – Kom lige og hjælp Willy, råber mor til mig. Han skal på toilettet, og han har lidt svært ved at gå.

Ok, så denne gang, men ellers må du selv passe ham, tænker jeg og kikker hidsigt hen på hende. Hun lader som ingenting, skænker bare mere op i glasset.

                          – Willy bliver så glad, når I hjælper ham. Hans egne børn er jo ikke til megen glæde. Det er godt, han har jer nu.

Henne ved grillen bliver der drukket. Nu står der adskillige tomme dåser rundt om i græsset.

Min søster lægger pølserne på fadet og kommer svingende med hele molevitten.

                          – Så er der serveret, råber hun lidt skingert. Min bror efter hende. Det ulmer stadig. 

Mor strækker sig frem, ser på pølsefadet og siger:

                          – Kan du ikke give mig de to, der ikke er brændt. Henvendt til Willy siger hun så højt, så han kan høre det:

                          – Den dreng har heller aldrig kunne stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele.

Min bror går i seng.

                          – Nå, skal vi så have noget at spise, siger mor og gafler både brændte og ubrændte pølser i sig.

                          – Jeg tror, det er sengetid, siger min søster, og lader mig alene med de to.

Jeg pakker resterne sammen, og får med besvær de to gamle med ind i hytten.

De sætter sig i den lille sofa, side om side med en ny dunk foran sig.

                          – Du skulle vide, hvordan det er, græder Willy, igen. Du forstår ikke, hvor frygteligt det er, når ens børn ikke vil se én.

                          – Godt du har fået tre nye børn, ikke Willy. Han hører intet, sidder bare stille og græder.

                          – Mor hør her, Willy er sød, men han er altså ikke min far, og han bliver det aldrig, kan du ikke forstå det. Jeg er 52, jeg skal ikke have nogen ny far. Der er ingen af os, der vil have en far. Vi har haft en, og han er død.

                          – Nu tror jeg, vi skal i seng, siger mor og hiver i Willy. De rejser sig samtidigt og falder nærmest til hver sin side. Forsøger at rette skuden op igen, inden de begge igen falder tilbage i sofaen.

                          – Kan du ikke hjælpe Willy, han kan ikke selv få tøjet af.

                          – Mor altså. Det må I selv klare.

Pludselig giver hun sig til at græde.

                          – Du er der heller aldrig for mig, når jeg har brug for dig. Hvis du ved, hvor svært det er at have en gammel mand, der hele tiden skal til lægen og ikke selv kan hverken dit eller dat. Du kunne godt komme noget mere, kunne du. Du kommer aldrig. Jeg tror slet ikke, du elsker din mor, og så er du så ond mod Willy.

Jeg har indset, at jeg ikke kommer i seng, før jeg hjælper dem. Jeg trækker tøjet af dem og får dem til at gå på toilettet. De lægger selv tænderne på sofabordet.

                          – Hvor er din ble?  hører jeg, mor sige.     

 Jeg lukker døren ind til mit køjerum.

Næste morgen står jeg tidligt op og sætter mig i solen. Et par timer senere står de gamle op.

                          – Vi glemmer i går, ikke?  siger min mor. Jeg svarer ikke, skænker bare ægteparret en stærk kop kaffe.