Vild Med Dans

De sidder i sofaen. Hun i det ene hjørne, han i det andet. Der er kun lys i  de to standerlamper, der står på hver sin side af sofaen og så selvfølgelig i tv’et, der kører som sædvanlig. Ellers ligger stuen hen i mørke. Det bliver tidligt mørkt nu. Vinteren er på vej.

Han kikker på hende. Hun er stadig smuk. Hun sidder koncentreret og ser på ugens to idioter, der danser rundt i ”Vild med Dans”. Denne gang er det en eller anden dødkedelig politiker, der skal lære at danse. Hvis han skal være ærlig, minder narren om ham selv, han kan heller ikke danse, kun snakke. Han gider ikke se på det pis, men er alligevel glad for, at de sidder her sammen i den gamle sofa. Han læser i sin bog. Det er en gammel sag, fandt den i en rodekasse for en tyver. ”Jung og Underbevidstheden”.

Hun sidder og svinger lidt med til musikken, smiler for sig selv. Han kan ikke lade være med hele tiden at se på hende. Hun er ikke til at tale med. Han har prøvet i årevis. Ligegyldigt hvad han er optaget af, som han gerne vil have hende til at deltage i, så glider hun bare af eller går sin vej. Han ved det godt, det bliver aldrig anderledes, alligevel kan han ikke lade være med at stikke til hende.

– At du gider se på de idioter.

Hun lader, som om hun ikke hører det. Trækker sig bare en lille smule længere væk fra ham. Han ser igen ned i sin bog. Underbevidsthed. Det er noget, der ligger under det bevidste. Noget man ikke selv er herre over. En kæmpe erkendelse dengang Freud fremkom med teorien, nu er det bare noget, vi ved, vi har, tænker han og spekulerer på, hvad det er i hendes underbevidsthed, der får hende til at sidde der fredag efter fredag.

Hun har været hans projekt hele deres ægteskab, han har tænkt over hende, presset hende, udfordret hende, raset mod hende, elsket hende og hadet hende. Han ved, han er afhængig af hende, og han kan ikke holde ud, at hun aldrig gider snakke med ham. Ved også godt, at hun ikke er lige så klog, som han. Hun er en praktisk kvinde. Det er hende, der holder styr på økonomien, hende der maler, gør rent, vasker tøj og holder alle mennesker i en udstrakt arm. Ingen kommer tæt på. Slet ikke ham. Har ikke været tæt på hende i de sidste år. Dobbeltdynen er skiftet ud med to enkelt dyner. En dag var det bare sket.

– Jeg sveder sådan om natten, havde hun sagt. Og så var det slut. Ikke mere putten under dynen. Hans mave krymper sig, når han tænker på det.

Han rykker lidt tættere på og sætter sine bare fødder op mod hendes lår. Hun lægger straks benene over hinanden, så han ikke er så tæt på. Han mærker det med det samme. Den evige afvisning.

– Se siger hun og peger på skærmen, han er ved at blive bedre. Nu kan han følge takten.

Han ved, at hun ved, at hun skal være lidt forsonende efter den afvisning. Så let skal hun nu ikke slippe.

– Hm, siger han og vender endnu en side, mens han tager benene ned og med sit særlige sarkastiske tonefald siger:

– Har du tænkt over, hvad det er, der gør, at du sidder der hver fredag aften og glor på tv. Han kan ikke lade være.

– Begynder du nu igen, lad mig dog være i fred. Gå ind i den anden stue, hvis du ikke kan holde det ud.

En susen starter helt nede fra halebenet, vokser som en slange op langs rygraden på indersiden, forbi navlen, gennem solar plexus, der nærmest er som en kanonkugle, forbi hjertet og op gennem halsen hvor den stikker hovedet frem, kampen er på vej. Han kan ikke lade være med at smile, smilet uden smil, bare en trækning i ansigtet.

– Du sidder der og drømmer om andre mænd, tror du ikke, jeg ved det. Det er din underbevidsthed, der hver eneste fredag får dig til at sidde der og savle.

– Åh for helvede, Tom, jeg kan lide musik og dans, det ved du godt. Nu begynder hun at trække i land, han kender hende. Hun ser på ham og strækker en hånd ud mod ham.

– Vil du have en kop kaffe, siger hun.

Han mærker slangen rejse sig mere og mere, den klaprer nærmest med hans tænder, får kinderne til at dirre og fordrejer ansigtet fuldkomment. En  varme har bredt sig i ham, han læner sig frem mod hende og stikker ansigtet helt op i hendes.

– Jeg ved godt, du sidder der og tænker på Kim. Kan du huske Kim, eller er han røget ned i din underbevidsthed. Fredag efter fredag, skal jeg sidde her og se dig drømme om ham.

For Gud ved hvilken gang ryger den gamle film over hans indre skærm. Den gang hun lå hen over spisebordet og Kim, der pulede hende bagfra. Kims bare røv og ham selv, der sad i sofaen. Den selv samme, sammen med Kims kone Helle. Han orkede ikke at røre hende. De havde bare siddet der og set på de to andre. Helle havde prøvet at hive lidt i ham. Han var slap, som en gammel medister. Husker stadig det kæmpe hulk, der pressede sig ud af ham. Hvordan han måtte løbe ud af stuen, mens de andre stønnede og skreg henne på spisebordet.

Slangen er helt ude, da han hvæser: Du kunne ikke få nok. Hvorfor tog du ikke bare ham i stedet for. 

– Det var jo dig selv, der ville have det dengang. Det er 35 år siden, for fanden. Vi har talt om det en million gange. Kan jeg ikke snart få fred.

Hun vender sig fra ham, skænker sig endnu en kop kaffe og giver sig atter til at gynge med til musikken.

Hans hoved er ved at eksplodere, da han rejser sig. Går op og ned af gulvet. Går ud til køleskabet, åbner det og tager en øl, som han kaster ned i halsen. Må ud og ryge. På vejen ud går han forbi sit spejlbillede. En gammel mand, rundrygget, tynd, håret stritter, skægget er for langt. Han kan ikke lade være med at hvæse af sig selv, i det han går forbi. Har lyst til at hulke som dengang. Samler sig og går ud.

Ude fra november kulden ser han ind på hende. Ser hende sidde med benene oppe under sig, og glo på det tv. Der ser hyggeligt ud i deres stue. Hun ser ud, som om intet er sket. Drikker bare kaffe og ser ”Vild med Dans”.

Han fryser og skutter sig. Slangen er ved at lægge sig. Langsomt kommer hans hjerte på plads. Øllen og cigaretten har hjulpet. Bestemmer sig til, at han vil være helt almindelig, når han kommer ind igen. Han vil jo gerne sidde der i sofaen og mærke varmen fra hende. Hygge sig. Han behøver jo heller ikke blive ved med at snakke om ham Kim. Hun har ret, det er en gammel historie. Det må være hans underbevidsthed, der spiller ham et puds, tænker han, og smiler sarkastisk til sig selv.

Han står og kikker på hende gennem vinduet. Pludselig rejser hun sig, danser rundt i stuen helt alene. Hans hjerte slår nærmest over, som om det ikke kan være inde i ham. Hun danser bare og smiler, nu med lukkede øjne.

Han skynder sig ind af døren, smider træskoene i entreen og farer ind i stuen. I løbet af nul komma fem er fjernsynet slukket.

– Nu er det nok, skriger han. Jeg kan ikke holde dig og din underbevidsthed ud.

– Kom, siger hun og rækker ud efter ham. Han nærmer sig. Hun ser smilende på ham. Han står der midt i stuen med bankende hjerte, en halvgammel idiot. Hun smiler. Han forstår det ikke.

– Kan du huske den melodi.

Hun tænder for fjernsynet. ”Vild med Dans” er slut. I stedet ser han Joan Baez sidde med sin guitar og sit lange hår, en film fra dengang i 70’erne. Hun synger, så smukt som en engel –

There is a house in New Orleans
They call the Rising Sun 
And it’s been the ruin of many a poor boy 

Hun synger med og tager ham i hånden, mens de sammen svinger rundt i stuen.

– Kan du huske, siger hun og smyger sig ind til ham. Han holder hende tæt, og sammen drejer de rundt og rundt til den gamle sang.