Dette er det det sidste indlæg i Enkebloggen. De næste uger vil Lisbeth Bruus-Jensen skrive en række sjove og skarpe historier om at blive ældre. Glæd jer!
Men nu til overvejelser om hvad et hjem er.
I 20 år har jeg boet i samme lejlighed, haft den samme udsigt, set årstiderne komme og gå, træerne springe ud og stå nøgne om vinteren. De samme gamle og smukke huse har omgivet os og solen har varmet og lyst ind til os i de første 20 år. Vores hjem har været ramme om hele familien, om højtider, fødselsdage, bryllupsdage, kriser, skænderier og en masse kærlighed. Nu føler jeg at lejligheden er tom og uden liv, jeg kommer og går alene og jeg kan ikke selv fylde den ud. Jeg vil opbygge et nyt hjem et andet sted, et hjem der favner mig. Jeg vil gerne bo i et fællesskab med visioner om bæredygtighed, lyst til at bidrage og være i nærheden af andre mennesker. Det er blevet til mange overvejelser og gode samtaler med venner og familie om hvor og hvordan jeg skal bo, jeg har set på adskillige lejligheder og huse rundt omkring.
En dag tager jeg på besøg i bofællesskabet Hvidkilde i Torup, som jeg har fulgt over de seneste to år. Min kusine spørger om ikke hun og manden skal tage med? Det viser sig at være en rigtig god idé. Under rundvisninger står der et ”til salg” skilt foran et hus, det er som om det kalder på mig, som om det er meningen, at jeg lige skulle komme forbi og flytte ind. Beslutningen tager nærmest sig selv, da vi ser huset, som ligger med udsigt over grønne marker. Huset er af træ og alle materialer både inde og ude er gedigne og smukke, jeg føler mig allerede hjemme og godt tilpas.
Pludselig falder det hele på plads, jeg går i gang med at sælge min lejlighed og flytte på landet. Det er et stort skridt, men det føles rigtigt og en masse energi folder sig ud og jeg er kontakter ejendomsmæglere, boligadvokat og bank. Der er mange ting at holde styr på og forholde mig til, heldigvis har jeg gode rådgivere, der hjælper mig med at holder hovedet koldt.
Nu har jeg selv underskrevet dokumenter til tinglysningen, købsaftale, salgsaftale og alt muligt andet. Hjertet drøner derudaf og pulsen stiger når jeg skal tage så store beslutninger alene og ind i mellem gribes jeg af frygt for, om jeg gør det rigtige. Men jeg mærker også en stigende frisættelse af energi og lyst til forandring. Min selvtillid vokser og jeg mærker den autentiske Maria vokse. Mange venner og familie siger med chok i stemmen: ”Hvor er du modig”. Måske er det mod, måske er det bare en konstatering af, at bylivet ikke siger mig noget længere. På en måde er det mere ensomt at være alene i byen end at være alene på landet.
De næste måneder går med at rydde op og rydde ud i gamle papirer, bøger, rapporter og ikke mindst minder fra et langt liv. Nu skal der for alvor saneres og hver en genstand skal enten smides ud, gives væk eller pakkes i flyttekasser. Jeg lærer genbrugspladserne at kende i København, sælger ting på DBA og aftaler med familie og venner om afhentning af ting. Jeg opdager, hvad der er afsætning på blandt antikvitetshandlere eller genbrugsforretninger – og det er desværre ikke mine møbler eller kaffestel. Processen er opslidende og hård, men jeg er glad og lettet over at være i bund og have minimeret mit jordiske gods. Og sommerhuset? Tja, det vil vise sig – én beslutning af gangen.
Flytning finder sted den 16. april – dagen efter Steffens dødsdag. Min søn fra Athen kommer til Danmark for at hjælpe med flytningen. I år bliver april en god måned, sønnerne og jeg kan være sammen på dagen, ikke kun sammen om sorgen over at miste ham, men også om forventningen til mit nye liv. I dag – november 2025 – er jeg i gang med at finde mig selv i den lille landsby, at engagere mig i det lokale liv. Jeg synes jeg har fundet et godt sted at være i mit liv.
Hermed slutter min enkeblog, det har været godt at skrive den og godt at dele den. Tak for jeres kommentarer og opmuntringer til fortsat at skrive om en enkes fortrædeligheder og udvikling.
Visdom På Kanten 
Skriv en kommentar