Stemmen derudefra, 18

”Træk vejret dybt ned i maven, slap af og mærk din krop” – jeg er på meditationskursus på Vækstcentret i Nørre Snede hos Peter Høegh og resten af holdet fra Kontemplation. Det er det bedste jeg har gjort, det er min gave til mig selv, det er min ting. Jeg er dybt taknemmelig over at få støtte til at finde ro. Når jeg sidder på puden og lytter til Peters rolige stemme, er det som om han taler direkte ind i mit hjerte.

Min rejse ind i meditationen er startet flere år inden dette kursus – sammen med Steffen. Vi havde en gruppe med gode venner og mødtes jævnligt, det var et lyspunkt under hans sygdom. Derfor melder jeg mig til et kursus kort efter hans død og tænker, at jeg da vil være superafklaret og parat 6 måneder efter Steffens død. Det er jeg selvfølgelig slet ikke, det er en total illusion. Jeg går helt i panik den første aften ved tanken om at skulle tilbringe 3 dage sammen med en masse mennesker, jeg ikke kender, når jeg har bare lyst til at ligge under dynen. Jeg fortæller Peter om min situation næste morgen, han tager hånd om mig og min sorg på nænsom og inkluderende vis.

En dag på en gåtur i frokostpausen ”kommer” Steffen til mig. Jeg er i skoven og nyder de smukke efterårsfarver, men ser også de nedfaldne blade. Straks flyver tankerne og følelserne til den sidste svære jul vi havde sammen, hvor han var virkelig dårlig, befandt sig i et smertehelvede og blev indlagt et par dage. Minderne fylder mig og tanken om at netop de triste minder og følelser vil fylde i den kommende jul gør mig trist. Pludselig hører jeg hans stemme – klar og tydelig – sige: ”Maria, du skal ikke bekymre dig om mig, jeg har ingen smerter længere, jeg er et godt sted”. Jeg mærker ham lige bag ved mig og en stærk kraft fører mig hen ad vejen. Dybt berørt mærker jeg en stor lettelse og taknemmelighed over at have mødt ham og fået en hilsen fra ham.

Jeg undrer mig meget over dette ”møde” – nogle tror jeg er skør eller har en rationel forklaring klar, men jeg ved, at han var der og jeg bliver stadig rørt til tårer, når jeg tænker tilbage. Jeg mærker ham, hans kærlighed, hans omsorg og hans glæde over hvert lille skridt jeg tager hen imod at finde min plads og min glæde ved livet.

Det er det stærkeste og tydeligste besøg jeg har haft, men der har været situationer, hvor jeg har fornemmet en forbindelse, en opbakning fra ham, uden ord. Der er steder vi har været sammen, hvor jeg mærker hans nærvær.  

Nu er der gået 3 ½ år siden hans døde, og jeg tænker på ham hver dag med taknemmelighed over den tid vi fik sammen, mens jeg føler mig styrket til at forme mit nye liv. Et liv med egne beslutninger og handlinger. Jeg har taget den store beslutning at flytte fra min lejlighed på Frederiksberg til et bofællesskab på landet. Flytningen fandt sted lige omkring 3 årsdagen for hans død, og begge sønner troppede op og hjalp. Vi tog os tid til en frokost, hvor vi mindedes Steffen og talte om, hvad han ville synes om mit valg af bolig. Jeg tror ikke han ville være flyttet med, han holdt meget af byen, men jeg er sikker på, at han er glad for, at jeg har taget min helt egen beslutning.