Sorgen suser ind og ud, 15

Nu kommer det lange, mørke, kolde og triste efterår. Ligesom mig selv, i hvert fald mørk og trist. Sorgen er der som en kampesten jeg slår sig på. Der er lange dage uden at snakke med nogen, lange aftener alene foran fjernsynet eller med en bog. Spise alene, sove alene, græde alene og finde ro alene. Sådanne dage savner jeg at kunne dele mit liv med Steffen, dele irritationen over små og store ting som for eksempel at der nu igen er vejarbejde, så man skal gå en omvej, eller dele bekymringen over verden og krigene i verden. Finde trøst i hinanden og berolige hinanden, snakke om de gode ting også. Før nød vi de dejlige lange weekends sammen, vores motto var ”We live for weekends”, nu larmer stilheden i weekenden og min stemme runger hult i lejligheden.

Om aftenen og natten savner jeg hans krop ved siden af min, hans kærlige hænder og at ligge i ske indtil vi falder i søvn, nærheden til ham. Det fysiske savn gør ondt i hele kroppen, den skriger efter ham og nogle nætter står jeg op og vandrer rundt hvileløs og søvnløs i stuerne.

Men især savner jeg at dele fryden over barnebarnet, der spreder glæde med sine nye påfund. For sådan er der heldigvis også dage med latter og sol, der lyser op.

Så en morgen vågner jeg og mærker at jeg har energi og lyst til livet, til en tur i fitnesscenteret til latindance og jeg opdager at jeg kan følge med i instruktionerne. For nogle måneder siden gik jeg helt i stå og stod forvirret og prøvede at få tempoet i vejret, uden held. Men i dag kører det derudaf og glæden ved musikken, ved at danse og bevæge mig bobler i hele kroppen, jeg går derfra rigtig glad i bolden. Finder straks et nyt hold i morgen, jeg vil have mere glæde.

Der er dage med livslyst, en god ven spørger om vi skal gå ud at spise sammen. Jeg kan mærke en ny – eller rettere gammel og velkendt – følelse af forventning og fryd over at være til.  Det er svært at forklare hvad der sker, men der er bølger af sorg og bølger af glæde, der suser ud og ind af systemet. Det er vel sådan det er, jeg er nok helt almindelig, og nu lever jeg for dagene med livslysten, de kommer helt sikkert – og flere og flere af dem. 

Jeg tror jeg er ved at finde min plads i livet som Maria-Maria, ikke kun som den sorgfulde enke, men finde ud af hvem jeg er nu, hvad jeg har lyst til og hvordan jeg vil finde ro og sjov i livet. At skrive sorgen ud er sådan jeg finder en måde at leve med den på, finder en plads til den ved siden af glæden.