Oprydning
Møllene flakser rundt i lejligheden og øjensynligt er mølkugler gået af mode siden jeg var barn. I stedet prøver jeg med diverse andre dyre foranstaltninger og gifte at slippe af med dem. Det er i den forbindelse jeg opdager, at møllene har en ”hub” i klædeskabet blandt Steffens jakkesæt og hans uldne trøjer.
Nu må jeg i gang med det, jeg har vægret mig ved, nemlig at rydde ud i hans tøj, det er nu en tvungen opgave. Sønnerne har taget det de vil have, men der er stadig et halvt klædeskab tilbage, som skal fjernes. Jeg finder rengøringsmidler og klude og vasker hele skabet ned. Tager jakkesæt efter jakkesæt, skjorte efter skjorte og trøje efter trøje og ser efter mølhuller. Pakker underbukser og sokker sammen for at skille mig af med det. Det føles som at udradere hans eksistens, som at skille mig af med ham. Den skjorte havde han på til sønnens bryllup og det jakkesæt købte han til ansættelsessamtalen til sit sidste job og den trøje fandt han i Sydafrika. Minderne skriger mig i møde.
Jeg har ringet til Mændenes Hjem i Valby, og aftalt med dem, at jeg kommer med min afdøde mands tøj. Nu skal jeg bare samle det sammen i poser. Skuffen med sokker er propfuld, hvorfor har han dog haft så mange sokker? Jakkesættene tager jeg på bøjlerne og bærer ned i bilen. Hvert skridt gør ondt og hver pose med tøj der proppes ind i bagagerummet, er som at lægge en del af ham ind.
Til sidst er bilen pakket og jeg kører afsted til Mændenes Hjem. En ung mand kommer ud og hjælper mig. Jeg prøver at forklare noget, men han ser bare på mig og siger stille: ”Det er helt fint, vi er meget taknemmelige. Alt bliver brugt.”
Jeg nikker grådkvalt, ude af stand til at svare sætter jeg mig ind i bilen og mens den unge mand bærer de sidste poser ind, får tårerne frit løb.
Det var et stort skridt og derhjemme kan jeg nu fylde skabet og skufferne ud med mine egne ting. Det ser tomt ud – jeg har beholdt hans to yndlingsskjorter som minde.
Men det jo ikke gjort med tøjet, så indimellem tager jeg en skuffe eller en mappe frem med hans papirer og gennemgår dem. Det er nemt nok at smide gamle selvangivelser, lønsedler og kvitteringer ud, det ryger ned i papircontaineren i gården. Men når jeg finder hans pas, internationale kørekort eller dykkercertifikat, så løber minderne sammen med min egen historie til vores fælles historie og det føles endnu mere som at fjerne ham, udradere ham og vores liv sammen fra denne verden. Det kommer ikke til at ske lige nu, det kan jeg ikke, jeg lægger det tilbage i skuffen.
- Dyner, parmiddage og andet akavet
Hvad gør jeg, nu jeg er blevet alene: skal jeg have en eller to dyner i sengen? Det tænker jeg meget over, for det ser ensomt ud med kun én dyne, det skriger brutalt til himlen om, at jeg er helt alene. En rå afspejling af virkeligheden, der gør ondt. Men når jeg kommer ind i soveværelset og der ligger to dyner, bliver jeg forskrækket hvis den ene dyne buler lidt. Ligger han der endnu? I den sidste tid, hvor han ikke var andet end skind og ben var det svært at se om han lå der. Det gibber i mig, sorgen sidder som en rovfugl på mine anspændte skuldre. Jeg vakler mellem de to sindsstemninger indtil jeg en dag fjerner den ene dyne, og lever med de rå kendsgerninger. Hellere det end at blive kastet tilbage til den sidste svære tid.
En bekendt, som mistede sin mand for 7 år siden, tilbyder at øse af sin erfaring med at blive alene. Jeg takker ja, og hun lærer mig lidt om at tackle hverdagen. For eksempel hvordan man griber det sociale liv an, når nu det hidtil har bestået i par-middage. Når jeg inviteres hjem til middag hos vennerne, er jeg fortabt, alene, frygtsom og taknemmelig. I dette virvar af følelser forsøger jeg at finde min plads. Synes jeg skal fylde for to personer, kunne det samme som Steffen kunne. Faktum er, det kan jeg ikke. Jeg er ikke ham, ikke nær så klog, interessant og vittig som ham. Synes jeg. Hvad kan jeg overhovedet bidrage med? Hvem gider overhovedet se mig, snakke med mig, være sammen med mig?
Men det utrolige sker: Middagen forløber hyggeligt, vi snakker om det vigtige i vores liv og livet udenom i verden. Jeg folder mig forsigtigt ud, mærker deres kærlighed og en ny platform bliver skabt.
Andre gange går der ged i den. Når jeg f.eks. er sammen med flere par til arrangementer: udflugter, møder og andet. Så gribes jeg af en trist følelse, en kold hånd om hjertet, for mens de lige konfererer med hinanden om, hvor de nu lagde nøglerne eller hvad de synes om den film, den kage eller giver hinanden et kys og et kram, så står jeg igen på min øde ø og har ikke nogen at drøfte noget med, ingen at kramme med. Det er enkens vilkår, den enliges vilkår – og jeg skal lære at leve med det. Være dobbelt så stærk, være nok i mig selv, hvile i mig selv. Det kan jeg godt, det tager bare lidt tid at komme hen til det sted.
Visdom På Kanten 
Skriv en kommentar