Der er skrevet meget om, hvad man må/skal/kan sige til en pårørende eller en efterladt. Lad mig bare slå fast, det er svært at sige noget helt rigtigt til en sørgende. Det bedste er at lytte, for nogle gange vil man gerne tale, andre gange bare være i fred, eller tale om noget andet.
Der er dog visse ting man med fordel kan undgå at sige, for eks:
”Nåh, men det er vel også en lettelse, at han fik fred? Ja, selvfølgelig er det en lettelse ikke hele tiden at skulle frygte, hvornår hans sidste time er kommet og hvordan det sker. Det er også fedt at kunne køre forbi Herlev hospital uden at tænke på, at vi har en aftale i morgen eller næste uge, hvor vi skal have svar på en scanning, der nok viser at kræften er vokset. Det er også dejligt at huset ikke er fyldt med piller og proteindrikke. Men sorgen og savnet bliver jo ikke mindre af den grund.
”Kender du begrebet ”Ventesorg”? Du har jo sørget så meget allerede.” Ja, jeg kender det godt, det er et meget rammende begreb, når jeg ved han dør og jeg går og venter og frygter det sker, men sorgen efter at have mistet min partner bliver ikke mindre af at have sørget mens jeg venter. Jeg får bare dobbelt op på sorg, sorg med sorg.
”I fik da mange gode år sammen, ikke?” Ja, vi var sammen i 44 år og?? Kan jeg så ikke tillade mig savne ham nu, sørge over ham? Jeg var jo heldig, fik masser af kærlighed gennem alle de år, men så er der jo så meget mere at savne og mindes.
”I var så gode til at nyde den sidste tid I havde sammen. Alle de gode ting I gjorde med hinanden” Ja, det er rigtigt, vi levede intenst mens han var syg, vi fik det bedste ud af det, selvom frygten og ventesorgen fyldte og jeg var totalt stresset i den periode, konstant i max alarmberedskab. Der var så også lige de to år med corona, hvor vi ikke kunne lave så meget og hvor corona var en ekstra stressfaktor.
”Går det bedre, er du ved at komme videre?” Det er den værste bemærkning, for tror I virkelig, at jeg bare kan lægge sorgen bag mig, gnide hænderne og sige ”det var det”, ude af øje, ude af sind? Sådan er det ikke, måske om 20 år, hvis jeg lever så længe eller er blevet dement og ikke kan huske noget eller nogen længere. Han bliver ved med at bo i mit hjerte, også selvom alle andre glemmer ham.
”Du klarer det bare SÅ flot, synes jeg” – ”Hvad ved du om det, hvad havde du forventet?” har jeg lyst til at råbe. Det gør jeg selvfølgelig ikke, jeg er jo pæn og afbalanceret udadtil. Hvad ligger der i at klare det flot? Det er vel netop at være rolig udadtil, men ingen véd jo, hvordan jeg kæmper med at komme op om morgenen, hvordan jeg går rundt om mig selv, stirrer ind i væggen, desperat forsøger at forstå, hvad de taler om i nyhederne. Ser Barnaby, når jeg er alene lørdag aften.
De spørgsmål og kommentarer jeg nævner her, gør mig trist – og ensom. De efterlader mig alene i min sorg, nærmest som om jeg ikke har lov til at være ked af det og savne ham. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, mumler et eller andet og fører samtalen hen på noget andet. Men I mener det jo godt, jeg er taknemmelig for jeres omsorg og venskab.
Så en dag er der en, der går til biddet da jeg svarer at ”der er gode dage og mindre gode dage”. Han spørger ”hvordan har du det på de mindre gode dage, hvad tænker du og hvad føler du?” – Det er en åbning, hvor han rummer min sorg og det åbner en mulighed for at tale dybere om sorgen.
”Sshh,” Så er der dem, der slet ikke siger noget. De laver en sniger, de springer over Steffens død, lader som om det slet ikke er sket, nævner ham ikke, kondolerer ikke, snakker om noget helt andet. Det er mest hans relationer, der måske slet ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre. Så er det nemmere for dem at forholde sig i stilhed. Det gør ondt, det understreget mit tab, mit savn og min ensomhed.
Visdom På Kanten 
Skriv en kommentar