Boligen 08

”Bliver du boende her? Det er en dejlig lejlighed, men måske lidt stor til dig, og har du råd til den?” Spørger venner og familie. ”Ja, ja og ja” svarer jeg. ” Jeg har endnu god tid til at træffe en beslutning, men det med at træffe beslutninger er svært, rigtig svært. På den ene side og på den anden side, for og imod, jeg kan vende argumenterne frem og tilbage mange gange, indtil jeg opgiver og udskyder beslutningen endnu en gang.

”Hvad gør du med dit sommerhus?” De praktiske spørgsmål falder ned over mig som visne blade fra en buket roser. ”Jeg beholder det så længe jeg kan” er blevet mit standardsvar. ”Men kan du selv klare at holde det, altså vedligeholdelse og sådan?” Jeg har ikke noget svar, hvor skulle jeg vide det fra? Jeg lader tiden gå.

Sommeren 2023 var et skadedyrsmareridt: ræve i skraldespanden, hvepsebo i skuret, mus på loftet, møl i lejligheden og lus i håret. Hvem skulle tro man kunne blive hjemsøgt af så mange plager af bibelske dimensioner på samme tid? Men sidst på sommeren kunne jeg tilfreds konstatere, at jeg havde fået bugt med alle skadedyrene. Så drømmen om en steril etværelses lejlighed på 6. sal med vicevært langt fra natur og dyr, blev aflyst. Nu nyder jeg både min store lejlighed og mit sommerhus med naturgrund så længe jeg kan.

Men så er der lige det med vandet i sommerhuset om vinteren, skal jeg lukke for det eller ej, skal jeg lade varmepumpen køre hele vinteren? Endnu en ting at beslutte – alene, for det er enkens lod. Jeg lod varmepumpen køre sidste vinter, fordi jeg ikke kunne finde brønden og derfor ikke kunne slukke for vandet. Jeg fandt en beskrivelse af, hvor brønden var, og sammen med min vage erindring om positionen ledte jeg selv udenfor uden held, fandt tegningerne på huset og ledte igen. Samme resultat. Ringede til vandværket, der sendte mig koordinaterne, stadig ingen brønd. ”Nej, den må da kunne findes” sagde mine søde naboer og gik i gang med at lede.

Koordinaterne var helt i skoven – bogstavelig talt, så heller ikke de havde heldet med sig. Endnu en opringning til vandværket, der surt lod mig forstå at det burde jeg sandelig selv vide, og hvem skal betale en mand til at finde den? Min søn havde set på tegningerne og foreslået at jeg skar noget af al det kvas op der lå ved indkørslen, brønden var sgu nok der nedenunder. En dag dukkede der så en sød mand op fra vandværket med et måleapparat, der fandt brønden, under kvaset.

Der er nok at forholde sig til, min læringskurve er stejl, men langsomt tager jeg ejerskab til mit liv.