Asken på havet 07

SLAM siger det, da den store jerndør smækker i efter mig fra kapellet på Vestre kirkegård, hvor jeg har hentet urnen med Steffens aske. Det tager 1½ time at brænde et menneske til aske. Det er et mærkeligt faktum, som dukker op da jeg står der, at min mand har været i flammer så længe for at komme ned i denne her urne.

Hans urne er ikke den eneste, de har til opbevaring, urnerne står som hyldevarer og afventer afhentning af de pårørende. Steffens urne er en helt speciel urne, designet til at kunne åbnes på vandet således at asken kommer ud for neden og ikke blæser op i ansigtet på én. ”Produktudvikling”, som bedemanden sarkastisk formulerede det. Nu står jeg med pap-urnen i hænderne, den er grim, har et kvalmende billede af en orange solnedgang på og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med den indtil asken skal spredes ud over vandet, sådan som han ønskede det. Tilbage i sommerhuset stiller jeg den væk, bagest på øverste hylde i skabet, jeg kan ikke holde ud at se på den. Den må væk, den skal ikke trænge sig ind i min hverdag med barnebarnet, den er et fremmedelement i mit liv.

En ufattelig smuk sommeraften tager sønnerne, Zoe og jeg ud i Roskilde fjord sammen med en god ven i hans sejlbåd. Den ældste søn træder i karakter, han holder urnen og prikker hul, så asken kommer ud og flyder på vandet. Vi kaster blomster og ser hvordan min mand forsvinder. Det forekommer underligt fremmed og på sin vis uvedkommende. Sønnerne og jeg holder om hinanden, men jeg kan ikke komme ud af min skal, jeg er ikke til stede, er rastløs og syntes det er diffust. Vi taler om, hvad vi savner mest ved Steffen: En far og en ”rådgiver”, hans nærvær som ægtemand, en farfar, der leger med togbane og en god ven. Så drikker vi gravøllene og sejler ind mod land i den lyse sommeraften.