Hvorfor græder jeg ikke? 06

De mange praktiske ting fylder i månederne efter, og vennerne står i kø: Har du lyst til at gå en tur, drikke en kop kaffe, se en udstilling? Viljeløst drifter jeg fra det ene arrangement til det andet.

Jeg føler mig lidt som en hund i et spil kegler. ”Skal vi ses?” – ”Ja, det skal vi da”. Dejligt at se alle sammen, dejligt at male, dejligt at få massage. Der bliver fyldt på og fyldt på, hovedet kan ikke tage det ind og jeg føler mig som en zombie, et duracel batteri der drejer rundt. Men jeg erkender det ikke, indser ikke at jeg har brug for ro.

Indimellem tænker jeg: hvorfor sørger jeg ikke? Hvorfor græder jeg ikke? Der må være noget galt med mig siden øjnene er tørre.

Når venner og familie med medfølende stemme, spørger hvordan det går, svarer jeg ”Det går, det skal det jo”. Nogle af dem græder når vi taler om Steffen, men mine øjne er stadig tørre.

Undrende søger jeg svar på, hvorfor jeg ikke græder, er jeg ikke i sorg, bør jeg så ikke græde og hulke? Er jeg hjerteløs, hvad er der i det hele taget galt med mig, det er jo nærmest pinligt at mine øjne er tørre. Tænker på operaen ”Den glade enke”, som liver op ved mandens død, men jeg er jo hverken ”glad eller livet op”, jeg er bare totalt forvirret og på farten hele tiden. Flygter jeg fra sorgen, hvor er den, hvordan skal jeg få kontakt til den? Ved jeg overhovedet hvordan jeg har det? Jeg prøver at mærke efter, men sandheden er, at jeg ikke aner, hvordan jeg har det, udover at jeg befinder mig i et vakuum.

2 måneder efter hans død får jeg en samtale med den rådgiver jeg kender fra ”Pårørendegruppen” i Kræftens Hus på Nørre allé. Forklarer hvordan jeg har det, og spørger hvorfor jeg ikke græder, er jeg forkert? Hun svarer helt enkelt: ”Maria, der er mange måder at sørge på og at reagere på, der er ikke én rigtig måde”.

Skuldrene falder ned, lettelsen er stor og jeg kaster mig over den bog, hun anbefalede: ”Kort og godt om sorg” af Mai-Britt Guldin. Her kan jeg se, at mine reaktioner er helt almindelige, jeg genkender både: ”chok, afmagt, nedsat energi, nedsat immunsystem, forladthed, tanker om ikke at klare det godt nok, fornemmelse af at ingen forstår det godt nok og nedsat kognitiv forarbejdning”.  

Det står mig også klart, at jeg må få noget ro i min tilværelse, ro til at mærke efter.

Men det må vente, for 2 uger efter kommer mit barnebarn på 7 år og skal være hos mig i 4 uger, hun og familien bor i Athen og hun glæder sig til at komme på sommerferie hos farmor, vi skal på højskole og alt muligt andet, som farmor finder på. Jeg glæder mig til hun kommer, men mærker også en vis afmatning og træthed, hvordan skal det gå?

Jeg gør det, som jeg er blevet rigtig god til i de forløbne 6 år: jeg lægger låg på følelserne, så det går selvfølgelig fint, det er dejligt livsbekræftende at forholde sig til en 7-årig, vi griner og leger. Vi taler lidt om farfar og en dag, vi skal på cykeltur tager hun ham med i kurven i form af en kvidrende solsort, som han engang forærede hende. Hun ville gerne have farfar med på udflugten og det kommer han så.

Hver aften falder jeg sammen som en klud, som en vissen blomst, der er lige til at smide ud, men næste morgen er vi i gang igen. Hun er en vidunderlig pige, elsker at være i Danmark og på højskolen folder hun sig ud med veninden, hvis mormor storsindet holder mig ud.