Sønnen og barnebarn Zoe rejser tilbage til Grækenland, hvor de bor, så hvad nu?
Jeg er både trist over at de rejser så jeg bliver alene, men også lettet, kan mærke jeg trænger til ro. Jeg er helt udmattet, træt og forvirret. Telefonen ringer, breve og mails vælter ind fra bank, forsikringsselskaber, yousee, kommunen, skifteretten med videre. De kommer i en lind strøm og jeg kigger på dem ude af stand til at forstå og mene noget, ude af stand til at kunne svare og reagere på dem
Det er som om jeg bliver meget lille, jeg næsten visner og kryber sammen nedenunder bunken af breve. De maser mig og jeg forsvinder for mig selv og for alle dem, der vil i kontakt med mig. Kan de ikke vente lidt, eller bare lade mig være? En dag ser jeg ud af en sprække i bunken og ved, jeg må reagere på skifterettens brev. En god ven hjælper mig i starten, min kusine hiver fat i mig og får sat skik på rodet.
Jeg hiver fat i nogle andre løse ender, snakker med banken, med forsikringen og med pensionsselskaberne. Bagefter kan jeg ikke huske noget, hverken hvad de eller jeg har sagt. Inde i mit hoved er der kaos, der er ikke plads til flere informationer. Jeg kæmper mig rundt i bunken af breve, prøver at forstå dem, magter ikke, orker ikke. Det er sort tale.
Forsikringer var Steffens område, så jeg ender med at tale med dem flere gange før det endelig falder på plads. Nu står der mit navn på det hele, det er endnu en måde at fjerne hans eksistens på.
Pensioner er et andet felt, der virkelig er udfordrende, det driver mig til vanvid. Steffen har tegnet flere pensioner igennem sit liv, han har sørget godt for mig, det véd jeg, vi har talt om det mens han levede, men nu står jeg og skal finde ud af hvad der er hvad og ikke mindst aktivere dem. Jeg har en bunke papirer og begynder at ringe til dem, det er her jeg finder ud af at pensionerne er i en underskov af selskaber, der har skiftet ejer og navn i løbet af de sidste 20 år, nogle pensioner udløber ved død, så forvirringen er total.
Mit enkestressede hoved kæmper med at få plads til det hele, jeg prøver at skrive det ned, prøver at tegne det for at visualisere det, men det er som om det ikke trænger ind, som om jeg ikke begriber hvad de siger, når jeg ringer. Jeg kan ikke engang finde ud af at lægge papirerne i orden, de flyder rundt på bordet som mine tanker og hver gang jeg tager fat i dem, er der en ny orden, eller retter uorden. Udmattet falder jeg om i sengen eller på sofaen. Trætheden – eller måske snarere udmattelsen efter de seks år som pårørende til Steffen og hans kræftsygdom melder sig hurtigt.
Endelig er pensionerne i gang og pengene går ind på kontoen. Foreløbig skal jeg ikke bekymre mig over økonomien, så det lader jeg være med, tænker der kommer en dag, hvor jeg måske kan få et overblik.
Alt imens pibler foråret frem, bøgeskoven er grøn og blomsterne fylder græsplænerne.
Visdom På Kanten 
Skriv en kommentar